23948sdkhjf

Tegnestue ansætter direktør – og udvider med ingeniører

Arc Nordic, som indtil februar sidste år hed Tegnestuen Møllestræde, har ansat Jesper Lindgreen som ny direktør.

Han kommer til arkitektfirmaet i Hillerød efter ni år i ingeniørvirksomheden Orbicon, senest som afdelingsleder i netop Hillerød.

Og såvel lokalkendskab som erfaringen fra ingeniørbranchen vejer tungt for ansættelsen, idet Arc Nordic satser på at udvikle sig til en totalrådgiver, som kan tilbyde både arkitekt- og ingeniørydelser.

- Tanken er ikke ny, men vi har i et par år søgt efter den helt rette person til at løfte os ind i en ny tid. Med ansættelsen af Jesper er det en drøm der går i opfyldelse. På én gang får vi en erfaren og visionær leder og samtidig er Jesper en velanset person i branchen med et umådeligt stort netværk af kunder og samarbejdspartnere, siger indehaver Peter Lindholm, der bibeholder titlen som administrerende direktør, mens Jesper Lindgreen får titel af direktør med ansvar for administration og drift.

Peter Lindholm forklarer, at udvidelsen med ingeniørydelser sker for at imødekomme den stigende efterspørgsel på rådgivere, der kan levere hele pakken.

- Vi ønsker naturligvis at følge med tidens og vores bygherrers behov, og samtidig ser vi muligheder for betydelige kvalitetsløft. Det sker ved, at vi fremover frit kan samle alle rådgivningsfag i én og samme projekteringsgruppe, så man bogstaveligt talt sidder i samme kontor, selv om man samarbejder på tværs af fag – arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører sammen, siger han.

Med ansættelsen af Jesper Lindgreen som direktør følger en udvidelse af organisationen, som aktuelt består af 17 medarbejdere.

- Vi har allerede den første lille håndfuld nye medarbejdere på plads, men vi har masser af opgaver i ordrebøgerne, så vores mål om 30 medarbejdere inden udgangen af 2019, skal vi nok nå, siger Jesper Lindgreen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097