23948sdkhjf

Vildt fund: Ny boligkarré har et skibsvrag i kælderen

- Det er lidt morsomt, at vi finder et skibsvrag i forbindelse med et boligbyggeri, der er navngivet Skibet, siger bygherre

Udgravningen til byggeriet Køge Kyst Skibet har åbenbaret et sjældent velbevaret skibsvrag af et handelsskib fra Middelalderen.

I det, der skal blive p-kælderen under boligkarréen Skibet i Køges udviklingsområde på Søndre Havn, er der gjort et meget usædvanligt fund – et skib i form af et vrag.

Skibet i kælderen er et klinkbygget skib fra 1500-tallet. Det har oprindeligt været godt 16 meter langt og syv meter bredt.

Arbejdet med at støbe fundamentet til Skibet er nu omlagt, og Køge Kyst har i stedet sendt arkæologerne med pensel og spatel ind på byggefeltet ved kysten.  

- Selv om vores forundersøgelser viste, at der var gode odds for at finde et vrag, så gav det et gib i hele Køge Kyst, da det dukkede frem. Tanken om områdets rige historie og livlige havn med handel i Østersøområdet er fascinerende for os, der arbejder på at udvikler Køge Kyst. Det minder os om mulighederne i Køges kystområder, siger projektdirektør Tove Skrumsager Frederiksen fra udviklingsselskabet Køge Kyst.

Forsigtig entreprenør
Boligkarréen Skibet skal ligge på den oprindelige kystlinje på sandbund, og her er der optimale forhold for at finde spor fra Køges fortid.

Både byudviklingsselskab og bygherren Pensiondanmark var derfor forberedt på muligheden for, at noget ville dukke op under udgravningen, og arkæologerne har holdt nøje øje med entreprenøren Enemærke & Petersens arbejde på grunden de sidste uger.

- Vi var forsigtigt i gang med at gravet bunden ud. En gravemaskine på larvefødder har fjernet 30 centimer af gangen og kørt baglæns, mens arkæologerne gik foran og kiggede i sandet. Vi var kommet tre meter ned og var næsten færdige, da der dukkede nogle egeplanker op. Fundet blev større og større og til sidst var det tydeligt, at der lå et vrag, fortæller projektleder David Flach Jensen.

Revideret arbejdsplan
Det er på forhånd afstemt, hvem der afholder de forskellige udgifter, og det ligger også fast, at udgravningen afsluttes efter senest syv uger.

Enemærke & Petersen har udarbejdet en revideret arbejdsplan, så der i de kommende uger både kan udgraves og bygges videre.

- Det er lidt morsomt, at vi finder et skibsvrag i forbindelse med et boligbyggeri, der er navngivet Skibet med familieboliger og et bofællesskab – Livsstilsboliger 50+, der er navngivet Broen, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen fra Pensiondanmark.

De næste ugers udgravning vil afsløre mere af skibets historie og anvendelse – og måske hvordan, det er endt på det nuværende byggefelt. Samtidig er der mulighed for, at fortællingen om det markante fund kan blive en del af det kommende boligbyggeri.

- Det er oplagt at markere vragets præcise placering og udstrækning i kælderen og udsmykke væggene med fotostater af vraget, siger Torben Möger Pedersen.

Køge Kyst Skibet er tegnet af Vandkunsten og omfatter 80 lejeboliger, heraf 28 såkaldte livsstilsboliger målrettet 50+-segmentet. Byggeriet forventes at opnå DGNB Guld.

Artiklen er en del af temaet Video & billedserier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125