Lys forude for byggevareeksporten
Der er positive meldinger fra de vigtigste markeder, og det skaber muligheder for de eksportører, der er kommet helskindet igennem krisen.
Den danske byggevareeksport faldt i 2010 således med 9 % i forhold til 2009, men nu er de første positive fremtidsmeldinger fra nogle af de vigtigste eksportmarkeder kommet:
- Det er primært bygge- og anlægssektoren i Sverige og Norge, der lokker med vækstprognoser på henholdsvis 5 og 3 % i 2011, mens Tyskland forventer at fastholde aktivitetsniveauet, siger Anita Kurowska Larsen, eksportrådgiver i Dansk Byggeri.
Hun peger på, at de stigende valutakurser i Sverige og Norge gør danske produkter mere konkurrencedygtige, samtidig med, at mange danske producenter har udnyttet krisen til at få trimmet forretningen og nedbringe omkostningerne:
- Vi hæfter os især ved, at det nu er boligbyggeriet og til dels erhvervsbyggeriet, der trækker væksten. Dermed er det nu markedskræfterne, frem for de statslige hjælpepakker, der skaber vækst, siger Anita Kurowska Larsen.