23948sdkhjf

VVS-grossist vinder guld igen

Kåret for effektivt at kombinere fysiske butikker og webshop
Brødrene Dahl har tilsyneladende knækket en kode, som mange virksomheder slås med: At kombinere et stort, rentabelt butiksnet med en velfungerende webshop, som sikrer kunderne en god oplevelse, uanset hvor og hvornår de handler hos Brødrene Dahl. Brødrene Dahls evne til at mestre salg, kundeoplevelse og indtjening i både de fysiske og digitale kanaler blev hædret ved e-handelsprisuddelingen forleden, hvor virksomheden tog guldet i kategorien Årets Omni-channel virksomhed.

Det er anden gang, Brødrene Dahl vinder omni-channelprisen. Virksomheden har også vundet E-handelsprisen to gange og blev sidste år kåret som Årets B2B E-handelsvirksomhed.

Danske butikskæder forsvinder
Mange virksomheder har store udfordringer med at få de fysiske og digitale salgskanaler til at spille rentabelt sammen. En dugfrisk rapport fra Retail Institute Scandinavia - Kæder i dansk detailhandel 2018 - viser, at butikskæderne har reduceret deres antal af butikker med seks procent de seneste fire år, og at antallet af butikskæder er dykket med 10 pct. i samme periode som følge af den hastigt voksende e-handel.

Vækst i alle kanaler
I Brødrene Dahl ser situationen anderledes ud. Virksomheden har i flere år ligget helt i front på den digitale bølge med den prisvindende webshop bd.dk, som er målrettet VVS-installatørerne. 30 pct. af omsætningen på tæt ved tre milliarder kr. stammer fra online handel, og alene i 2017 steg den digitale omsætning med 10 pct. Sideløbende hermed driver Brødrene Dahl også en succesfuld butikskæde og formåede i 2017 at løfte butikssalget med 8,4 pct. Virksomheden gør nu klar til at åbne butik nummer 53 i Aarhus sidst på året.

- Vi er en VVS-grossist, som har eksisteret i 150 år, og jeg er meget stolt over, at vi for femte gang er på sejrsskamlen ved E-handelsprisen. VVS-installatørerne er en faggruppe, som er rigtig langt fremme på det digitale, men vi må ikke glemme de fysiske butikker. Det er i vekslingen mellem de digitale muligheder og fremtidens fysiske butik, guldet ligger, siger Bo Velling Theisen, marketingchef i Brødrene Dahl.

- I bund og grund er det lige meget, om oplevelsen mellem kunde og leverandør er fysisk eller digital. Det er selve ordre-, købs- og leveringsoplevelsen, der er det vigtigste. Vi arbejder på, at man i fremtiden ikke skal tænke over, om det er et fysisk eller digitalt indkøb, man foretager. Det er blot en del af den hverdag man som kunde har, og vi som grossist skal sikre, at systemerne hænger sammen.

Et scenarie kan være en installatør, der bestiller sine vare online om aftenen, som han vil afhente næste morgen i butikken. Et systemflow sættes automatisk i gang, som sikrer, at varerne står pakket og klar på aftalt tidspunkt. Personalet er desuden orienteret om, hvilke projekter installatøren arbejder på, og kan byde ind med relevant rådgivning og produkter, når han kommer ind i butikken.

Et andet scenarie kan være en installatør, som går rundt og orienterer sig i en fysisk butik, men ikke ønsker at tage varerne med her og nu. Han udpeger blot varerne og får dem leveret direkte på byggepladsen.

Artiklen er en del af temaet Nyt fra byggecentrene.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094