Udvidelse skaber arbejdspladser på Confac
Der er meget at smile over hos Confac i disse tider.
Her, i 10-året for produktionen af det første betonelement, har Randers-virksomheden sagt goddag til 20 nye kollegaer og taget hul på produktionen i en ny 6.000 kvadratmeter stor fabrikshal, hvor der i de kommende måneder skal ansættes yderligere op mod 40 medarbejdere.
Ifølge medejer og direktør Erling Holm har det hidtil vist sig ganske uproblematisk at rekruttere nye folk til virksomheden, som både i 2016 og 2017 satte indtjeningsrekord.
- Det tager vi som udtryk for, at vi har nået vores målsætning om at skabe en attraktiv arbejdsplads med gode arbejdsvilkår, et stort fællesskab og fortræffelige kolleger, siger og han ser derfor optimistisk på mulighederne for at finde de ingeniører, teknikere og produktionsmedarbejdere, der bliver behov for i de kommende måneder.
Medejerskab og overskudsdeling
Erling Holm pointerer, at Confac siden firmaets start har arbejdet målrettet med at opbygge virksomheden som en ordentlig og attraktiv arbejdsplads, hvor de traditionelle interesseforskelle mellem virksomhedsejer og ansatte er forsøgt elimineret.
Det sker blandt andet gennem udlodning af medarbejderaktier, overskudsdeling med samtlige medarbejdere, der for øvrigt ganske utraditionelt er ansat på helt individuelle funktionærlignende vilkår.
- Filosofien er, at når det går godt for virksomheden, går det godt for medarbejderne, siger Erling Holm.
Confac A/S er etableret af Verner Lind, Frank Laursen, Peter Adamsen og Erling Holm og startede produktion af betonelementer i april 2008. Den nye udvidelse sætter prikken over i’et på virksomhedens oprindelige, langsigtede strategi med produktionsstart i en ny fabrikshal, som fordobler produktionskapaciteten, så der kan produceres mere end 1.000 kvadratmeter betonfacader hver eneste dag.