Milliardvækst hos Aalborg Portland
Holding-selskabet bag cementfabrikken Aalborg Portland og betonproducenten Unicon offentliggjorde fredag årsregnskabet for et 2017, der har løftet omsætningen til nye højder.
Koncernen nåede tæt på 8,5 mia. kroner, og det er over 1,5 mia. kroner mere end året før.
- Vi er glade for at kunne aflægge et samlet set tilfredsstillende regnskab, og vi er samtidig meget stolte over, at vi for ottende år i træk oplever fremgang i både omsætning og aktivitetsniveau, siger økonomidirektør Henning Bæk.
Belgisk opkøb løfter toplinje
Han fremhæver ikke mindst integrationen af den belgiske cementkoncern Compagnie des Ciments Belges S.A. (CCB), der blev erhvervet i efteråret 2016, som årsag til den fortsatte fremgang. Den belgiske koncern bidrog i 2017 med en omsætning på ca. 1,7 mia. kroner mod ca. 290 mio. kroner året før.
- Omsætningen og resultaterne fra CCB bidrager markant til vores indtjening i 2017, og den store stigning på toplinjen er derfor i høj grad båret frem af erhvervelsen af CCB, der for første gang indgik i koncernens regnskab på helårsbasis i 2017, forklarer Henning Bæk, som også kan glæde sig over stigende salg i de nordiske lande.
Indtjeningsmæssigt vokser Aalborg Portland ikke i samme takt. Driftsresultatet (EBIT) er steget med beskedne fire procent – ifølge årsrapporten blandt andet fordi indtjeningen i Tyrkiet og på de oversøiske markeder var lavere end året før.
Samtidig er resultatet før skat gået væsentligt tilbage sammenlignet med 2016, hvor Aalborg Portland scorede et trecifret millionbeløb på devalueringen af det egyptiske pund.
Opkøb i USA – og investeringer i Danmark
I det nye regnskabsår har Aalborg Portland Holding investeret yderligere i Lehigh White Cement Company i USA. Koncernen har pr. 29. marts øget sin ejerandel med 38,75 procent til nu samlet 63,25 procent af virksomheden, der er markedsleder inden for hvid cement i USA. Der er tale om en investering på cirka 650 mio. kroner.
Foruden opkøbene har Aalborg Portland over de seneste år foretaget betydelige investeringer i udvidelse af markeds- og produktionsfaciliteter verden over. Alene i 2017 er der globalt investeret knap 600 millioner kroner i en lang række forbedringer samt energibesparende og miljøfremmende projekter.
Koncernens investeringer ligger i stigende grad også i Danmark, hvor blandt andet Aalborg Portlands største produktionslinje til grå cement i fjor gennemgik en massiv ombygning til 77 mio. kroner. Ifølge Henning Bæk er det blandt andet en reduktion af PSO-afgiften, der har gjort det attraktivt for koncernen at udvide i Danmark:
- Fjernelse af særafgifter skaber et bedre grundlag for langsigtede investeringer i Danmark, og som global virksomhed investerer vi i konkurrencedygtige markeder med gode rammevilkår. Derfor glæder vi os selvfølgelig over, at vi kan kvittere for udfasningen af PSO-afgiften med investeringer i grøn og energieffektiv produktion i Danmark og herigennem sikre, at produktion og arbejdspladser kan forblive i Danmark, siger han.
mio. kr. | 20XX | 20XX |
---|---|---|
Nettoomsætning | 8.492 | 6.895 |
Resultat af primær drift | 1.068 | 1.029 |
Resultat før skat | 1.005 | 1.280 |
Årets resultat | 888 | 960 |
Balancesum | 12.209 | 12.830 |
Egenkapital | 5.837 | 5.729 |
Profitmargin | 10,2 % | 12,5 % |
Regnskabsåret dækker perioden 1. januar - 31. december. Der er omregnet fra EUR til DKR. (kurs 744,78) |