23948sdkhjf

Nyt formandskab i Ejendomsforeningen Danmark

Fortsat fokus på forbedringer af ejendomsbranchens rammevilkår
Bestyrelsen for Ejendomsforeningen Danmark har på foreningens landsmøde i går udpeget Henrik Dahl Jeppesen som ny formand. Boris Nørgaard Kjeldsen er ny næstformand

Henrik Dahl Jeppesen, der til daglig er adm. direktør i ejendomsforvaltningsselskabet DEAS, afløser John R. Frederiksen som formand for Ejendomsforeningen Danmark. John R. Frederiksen ønsker at træde tilbage efter 16 år og er tryg ved at give stafetten videre til Henrik Dahl Jeppesen.

- Jeg kan se tilbage på en række fantastiske år, hvor foreningen er blevet mere synlig og professionel, og jeg er helt tryg ved at overdrage posten til Henrik, der har været næstformand de sidste tre år. Han har en stor erfaring og indsigt i branchen og dens vilkår. Han formår at sætte sig i både investorernes og administratorernes sted, og han ved, hvad der skaber værdi for branchen, og hvor der er udfordringer, siger John R. Frederiksen.

Henrik Dahl Jeppesen har siddet i bestyrelsen siden 2008 og været næstformand i foreningen og formand for administratorsektionen siden 2015. Han ser frem til at indtræde i den nye rolle.

- Jeg vil gerne takke John for hans store og meget helhjertede indsats som formand i alle de år. Han efterlader en stærk erhvervsorganisation, og jeg glæder mig til i samarbejde med bestyrelse, ledelse og sekretariat at udleve vores vision og målsætning om at skabe en moderne og synlig erhvervsorganisation, der skaber værdi for sine medlemmer og arbejder for at styrke ejendomsbranchens rammevilkår, siger Henrik Dahl Jeppesen.

Forbedringer af rammevilkår
Ejendomsforeningen Danmark består af to sektioner, nemlig administrator- og ejersektionen. Boris Nørgaard Kjeldsen, der til daglig er adm. direktør i DADES, er udnævnt som næstformand i Ejendomsforeningen Danmark og som formand for ejersektionen. Henrik Dahl Jeppesen fortsætter som formand for administratorsektionen.

Boris Nørgaard Kjeldsen ser også frem til sin nye rolle.

- Det er vigtigt at understøtte de branchemæssige tiltag, som Ejendomsforeningen Danmark er i front for, hvor der er fokus på forbedringer af ejendomsbranchens rammevilkår. Lige nu arbejder vi blandt andet på at etablere et validt datagrundlag for de offentlige ejendomsvurderinger. Jeg ser derfor meget frem til samarbejdet med Henrik, siger Boris Nørgaard Kjeldsen.

Ejendomsforeningen Danmarks nye bestyrelse
Jens Anker Hansen, Qvortrup Administration, fortsætter som næstformand i administratorsektionen, mens Michael Nielsen, ATP Ejendomme, bliver ny næstformand i ejersektionen.

Følgende nye bestyrelsesmedlemmer blev valgt til bestyrelsen på landsmødet: Direktør Thomas Bograd, Ejendomsselskabet Østervold A/S/Frederiksberg Grundejerforening, managing director Rikke Lykke, Patrizia Denmark A/S, og advokat Jan Toft Olesen, Lou Advokatfirma/Ejendomsforeningen Kronjylland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094