23948sdkhjf

Syv nye partnere til Schmidt Hammer Lassen

Udnævnelserne på de danske kontorer markerer et generationsskifte for den internationalt kendte arkitektvirksomhed

Med målsætningen om fremtidig udvikling og vækst udvider arkitektvirksomheden Schmidt Hammer Lassen Architects sin ledergruppe og udpeger syv nye partnere.

Trine Berthold, Bente Damgaard, Kasper Heiberg Frandsen, Mads Kaltoft, Rasmus Kierkegaard, Tiago Pereira og Nathan Smith slutter sig til stifterne Bjarne Hammer, John Lassen og Morten Schmidt samt Kim Holst Jensen, Kristian Lars Ahlmark, Chris Hardie og Rong Lu, der tilsammen udgør en bestyrket ny partnergruppe.

Offentliggørelsen kommer tre måneder efter, at Schmidt Hammer Lassen blev en del af det internationale arkitektur- og designfirma Perkins+Will i et strategisk partnerskab.

- Da Morten, John og jeg etablerede tegnestue for 32 år siden, var det vores vision at skabe en international arkitektvirksomhed kendt for designkvalitet med en tydelig skandinavisk ideologi, siger Bjarne Hammer.

- Vi realiserede denne vision med hjælp fra en dygtig gruppe af arkitekter og fagligt dedikerede medarbejdere, der i dag er parate til at lede firmaet videre. Nu kan vi på passende vis anerkende deres bidrag, og som del af Perkins+Will får vi adgang til de nyeste værktøjer og ressourcer, der er essentielle for at bringe virksomheden til nye højder.

Mangfoldigt talent i verdensklasse
Schmidt Hammer Lassens syv nye partnere bidrager med en bred vifte af erfaring og ekspertise til firmaets ledergruppe.

Trine Berthold startede sin karriere hos Schmidt Hammer Lassen i 2003, og hun har haft en afgørende rolle i udviklingen af nogle af tegnestuens vigtigste vundne konkurrencer inden for kultur- og offentlige byggerier, herunder Dokk1/Urban Media Space. Trine Berthold er kendt for sin brug af tegninger som kommunikationsværktøj og i udvikling af projekter og en didikeret vejleder for den unge generation af arkitekter.

Bente Damgaard tiltrådte stillingen som CFO i 2004 og blev allerede året efter udnævnt til CEO. I sin rolle som partner og CEO vil Bente Damgaard fortsat varetage ansvaret for forretningen og virksomhedens strategiske udvikling. Den primære opgave bliver at fastholde positionen som en af Skandinaviens førende internationale arkitektvirksomheder og samtidig sikre en harmonisk integration med Perkins+Will, hvor hun er medlem af både Direktørgruppen og Den europæiske Strategikomité.

Kasper Heiberg Frandsen er en talentfuld og ambitiøs arkitekt, der har udviklet sine designfærdigheder gennem sin 18-årige karriere hos Schmidt Hammer Lassen. Kasper Heiberg Frandsens faglige bredde har blandt andet været medvirkende til udviklingen af firmaets sundhedsportefølje samt konkurrencefasen af en lang række projekter herhjemme og i udlandet. I øjeblikket leder han udviklingen af en kontortilbygning i træ i det sydlige Jylland og University of Bristol Library, en biblioteksbygning til 80 millioner pund i det sydvestlige England.

Mads Kaltoft er en erfaren arkitekt med en bred vifte af færdigheder, der spænder fra konceptmæssigt design til de små detaljer i udførelsen. Siden sin ansættelse hos Schmidt Hammer Lassen i 2001 har han udviklet en unik ledelsesstil, som kombinerer kreativ kunstfærdighed med strategisk opfindsomhed, og han har ledet teams på projekter i Skandinavien og store dele af Europa. Yderligere tilsagn om Mads Kaltofts evner er ansættelsen som lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole fra 1998 til 2005.

Rasmus Kierkegaard har gennem et årti ledet Schmidt Hammer Lassens Konkurrenceafdeling i Aarhus. Rasmus Kierkegaards har blandt andet arbejdet på den strategiske konceptuelle udvikling af komplekse kulturbyggerier som Vendsyssel Teater. Rasmus Kierkegaard har arbejdet med projekter inden for en række kulturelle og geografiske rammer og har været involveret i arkitektkonkurrencer af alle typer - fra indledende idé til udvidet koncept og det endelige design.

Tiago Pereira bragte i 2006 sine internationale erfaringer fra Holland, Portugal og Spanien til Schmidt Hammer Lassen og han har siden ledet Konkurrenceafdelingen i København. I løbet af sin ansættelse har Tiago Pereira været ansvarlig for designet af nøgleprojekter som Malmö Live, en koncertsal og et konferencecenter på 54.000 kvadratmeter og et 400-værelses hotelkompleks i det sydlige Sverige samt et mixed use-projekt på 85.000 kvadratmeter i Boston, USA.

Nathan Smith er CCO og ansvarlig for international forretningsudvikling. Han kom til Schmidt Hammer Lassen i 2015 og har på kort tid bragt firmaet ind på nye internationale markeder, herunder Australien og USA. Nathans dynamiske ledelsesstil er en gevinst i firmaets Executive Board, hvor han er med til at fastlægge den internationale strategi. Han har med en uddannelse i Industrielt Design skabt en karriere inden for forretningsudvikling og markedsføring for virksomheder som Bjarke Ingels Group, AECOM, EDAW og Reuters gennem mere end 12 år.

Schmidt Hammer Lassen har også udnævnt fem arkitekter til Associate Partner. Disse er Nuno Cruz, sagsarkitekt på Monroe Blocks-projektet i Detroit; Mads Engel, Project Development Manager og leder af firmaets kontor i København; Masahiro Katsume, sagsarkitekt med mere end 35 års international erfaring; René Nedergaard, designleder på projekter i USA og Skandinavien og Elif Tinaztepe, arkitekt og international ekspert inden for biblioteksdesign.

Udnævnelser af Partnere og Associate Partnere trådte i kraft d. 1. april 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078