Nyt rådhus rejser sig i Vejen
Fredag blev det markeret, at byggeriet af det nye rådhus i Vejen er i gang.
De første forme til kældervæggene er på plads, og de kommende måneder vil man kunne opleve, hvordan det nye rådhus begynder at vokse i vejret.
Borgmester Egon Fræhr glædede sig blandt andet over, at et enigt byråd står bag projektet, som forventes gennemført i efteråret 2019.
- Jeg har drøftet nyt rådhus med tre forskellige byråd. Først snakkede vi om placering og hvad vi skulle med det gamle, det næste byråd traf beslutningen om at bygge nyt, og med det tredje byråd kommer så opførelsen. Der er altså lavet et grundigt forarbejde, sagde borgmesteren.
Byggeriet opføres i hovedentreprise af Jørgen Friis Poulsen A/S, som ved fredagens højtidelighed var repræsenteret ved blandt andre udviklingsdirektør Niels Henrik Madsen.
- I kan være trygge ved, at vi gør vores yderste for at få det færdigt til tiden og som I ønsker det. Jeg tror, I har lavet nogle gode valg, og jeg glæder mig især til at se den lokale murer Axel Poulsen A/S udføre murerarbejdet. Det er ikke en hverdagsopgave, sagde han blandt andet.
Det er Rambøll, der er totalrådgiver på byggeriet, som er tegnet af arkitekter fra Transform og Pluskontoret. Forud for byggeriet af det nye rådhus, er Vejen Kommunes gamle rådhus blevet nedrevet.