23948sdkhjf

Spektrum Arkitekter skal designe Cold Hawaii Inland

Nyt projekt skal binde vand- og sportsaktiviteter langs Limfjorden sammen med Klitmøller og Cold Hawaii.

Spektrum Arkitekter har sammen med Norrøn og ISC rådgivende ingeniører vundet en 4-årig rammeaftale for Thisted Kommune.

Ambitionen er at skabe et nationalt centrum for vand- og friluftsaktiviteter i den danske natur; Cold Hawaii Inland.

- Cold Hawaii Inland er et visionært projekt, og der er tænkt virkelig store tanker i forhold til at binde fjord, hav og landet imellem dem godt sammen. Jeg er rigtigt stolt af, at vi i samarbejde med arkitekterne har fundet en løsning, som vil sætte sit synlige aftryk i landskabet og faktisk også i resten af Danmark, siger Niels Jørgen Pedersen, der er formand for Erhvervs-, Arbejdsmarkeds- og Kulturudvalget i Thisted Kommune.

Med navnet Cold Hawaii Inland ønsker Thisted Kommune at udnytte, at Cold Hawaii i forvejen er et stærkt brand med sine forskellige surfområder ned langs den jyske vestkyst. Der er allerede nu et meget levende og bredt miljø inden for området.

'Spots' langs fjorden
Vinderforslaget ”Streger i landskabet”, der er godkendt af en enig kommunalbestyrelse, sigter mod at skabe flere unikke, rekreative destinationer ved Limfjorden i Thy.

Konkret kommer Cold Hawaii Inland til at bestå af en række ’spots’ langs Limfjorden og ved Vandet Sø; nemlig Dragsbæk, Søbadet, Sydhavnen og Synopal i Thisted. Disse suppleres af et antal mindre ’spots’ langs Limfjorden; nemlig Øsløs, Amtoft, Vilsund og Doverodde. ’Spottet’ ved Vandet Sø kobler vandsportsaktiviteterne ved Limfjorden og ved Vesterhavet sammen på tværs af Thy.

Hvert ’spot’ bliver letgenkendeligt, i form af en række lævægge. Desuden etableres en syv kilometer lang rekreativ rute for at binde strækningen fra Silstrup til Eshøj sammen. Ydermere kommer projektet til at forbedre en række eksisterende områder. Et af dem bliver Thy Cable Park, hvor klubben kan få et attraktivt løft med nye faciliteter og en forbedret wake board-bane.

12 teams ansøgte om deltagelse
I efteråret 2017 igangsatte Thisted Kommune et EU-udbud, hvor i alt 12 totalrådgiverteams anmodede om at blive prækvalificere. Ud af disse blev fem teams valgt ud til at komme med bud på, hvordan blandt andet faciliteter og en samlet designmanual for Cold Hawaii Inland skulle se ud. 

Vinderteamet er tildelt en 4-årig rammeaftale, hvor delopgaver igangsættes i takt med, at midler realiseres. Opgavens samlede omfang er dermed ikke givet på forhånd, og Thisted Kommune står nu foran en stor opgave i forhold til at skulle søge fondsmidler til projektet.

I den kommende tid skal Thisted Kommune og Spektrum Arkitekter mødes med alle samarbejdspartnere i form af lokale foreninger og frivillige, som skal være med til at kvalificere det enkelte faciliteter rundt på de forskellige spots.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094