23948sdkhjf

Kattegatbro var ikke klappet af i regeringen

Ole Birk Olesens forslag om en kattegatbro var ikke blevet behandlet af regeringen, før det blev fremlagt.

Da transportminister Ole Birk Olesen (LA) i sidste uge genoplivede ideen om en fast forbindelse mellem Jylland og Sjælland over Kattegat, kom det bag på store dele af Christiansborg.

Forslaget om en vejbro til 58 mia. kroner var nemlig ikke blevet behandlet af regeringen, før ministeren fremlagde det.

Det skriver Avisen Danmark.

Ole Birk Olesen bekræfter over for avisen Danmark, at hans forslag ikke er blevet forelagt hverken regeringens økonomiudvalg eller koordinationsudvalg.

- Der er ikke truffet nogen beslutninger i forhold til en Kattegatbro, da der endnu ikke foreligger noget beslutningsgrundlag. Der er tale om, at Vejdirektoratet på et meget foreløbigt grundlag har vurderet, at en ren vejbro muligvis godt kan finansieres alene med brugerbetaling.

- Det har jeg aftalt med transportordførerne for regeringspartierne og Dansk Folkeparti, at vi skal kigge nærmere på. Det er først, når resultatet af den nærmere beregning foreligger, at der er et grundlag for at beslutte, om vi skal gå videre med en egentlig forundersøgelse af projektet, og det vil i givet fald blive drøftet i regeringen, oplyser ministeren i et skriftligt svar til avisen Danmark.

Finansminister Kristian Jensen (V), der sidder i begge de to tunge regeringsudvalg, var allerede dagen efter transportministerens udspil temmelig forbeholden.

- Jeg maner lige til besindighed. Der er for det første et stykke vej, før vi har et klart beslutningsgrundlag, sagde han.

- Og for det andet er der en prioriteringsdiskussion af, hvad man vælger at prioritere af de mange områder, hvor det presser sig på, at der bliver investeret i infrastruktur, sagde Kristian Jensen til Ritzau fredag.

En bro over Kattegat, med eller uden jernbane, vil, såfremt det gennemføres, være danmarkshistoriens suverænt største anlægsinvestering.

/ritzau/

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096