23948sdkhjf

Omfattende ombygning: RUC’s tredjeældste bygning får et helt nyt look

Bygning 3 på Roskilde Universitet (RUC) skulle egentlig have været afhændet.

Men universitetsledelsen og Bygningsstyrelsen besluttede i stedet at renovere og ombygge RUC’s tredjeældste bygning.

 Vi synes, der er store perspektiver i at tage en af vores oprindelige bygninger fra starten af 1970'erne og så modernisere den til vores tids standard. I stedet for at rive den ned og bygge nyt. Det giver rigtig god mening for os som et ressourcebevidst universitet, siger universitetsdirektør på RUC, Peter Lauritzen, i en pressemeddelelse.

Moderne bygning med bedre energiprofil
Totalentreprenør på projektet er Hoffmann, der vandt opgaven i november 2017 sammen med Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Når Bygning 3 genåbner i begyndelsen af 2019, vil man få oplevelsen af en langt mere åben bygning. Tidligere cellekontorer erstattes af storrumskontorer, og i alt indrettes der arbejdspladser til knapt 300 medarbejdere i bygningens 6.000 kvadratmeter.

I stueetagen får Institut for Mennesker og Teknologi tre store undervisningslokaler, tre klyngerum og flere rum til Ph.d.-studerende, samt åbne kontorlokaler til ledelse og undervisere. På første sal får rektoratet, direktionen og administrationen nye kontorer og mødefaciliteter.

Omdannelsen og fornyelsen af bygningen følges op af en omfattende teknisk opgradering. Der etableres ny ventilation, radiatorer, solafskærmning og køling, så det bliver komfortabelt at opholde sig i bygningen uanset vejr og årstid. De tekniske anlæg styres automatisk via et nyt CTS-anlæg, som sikrer, at temperaturen holdes konstant og luften udskiftes løbende. Der etableres samtidig bevægelsesfølere på belysningen, så energiforbruget reduceres. Samlet set vil bygningen i fremtiden leve op til Bygningsreglementets 2015-energikrav.

Renoveringsmillioner hentes fra puljer
Budgettet for ombygningen udgør cirka 77 mio. kroner, hvoraf 45 mio. kroner kommer fra Bygningsstyrelsens pulje til funktionel fornyelse på universiteterne.

- Det ville ikke have kunnet lade sig gøre uden Bygningsstyrelsens store tilskud fra puljen til funktionel fornyelse, siger Peter Lauritzen.

Udover puljen til funktionel fornyelse, har regeringen tilsvarende bevilget en central pulje til en ekstraordinær vedligeholdelse af bygninger på universiteterne.

I alt er der afsat ca. 750 mio. kroner ekstra i perioden 2016-2019 til fornyelse og vedligeholdelse af universitetsbygningerne. I de efterfølgende år afsættes hvert år yderligere 150 mio. kroner årligt.

Bygningsstyrelsen administrerer puljerne i tæt dialog med universiteterne og vil i slutningen af marts melde ud om, hvilke nye projekter på universiteterne, der får tilskud fra puljen til funktionel fornyelse i år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094