Milepæl: Berygtet bydel får private boliger for en kvart milliard
Et historisk byggeprojekt er sat i gang i Aalborg Øst, hvor en række lokale investorer investerer omkring en kvart milliard kroner i at opføre seks boligtårne med i alt 174 lejligheder.
Projektet er historisk, fordi det er første gang, at der bruges private midler til at bygge boliger i en bydel, som en overgang stod opført på regeringens ghettoliste.
Men det blakkede ry er Aalborg Øst nu i fuld gang med at lægge bag sig. Et omfattende byomdannelsesprojekt, der tog afsæt i helhedsplanen "Kildeparken 2020" og den efterfølgende byplanskonkurrence ”City in Between”, har sat gang i en positiv udvikling i bydelen.
Løfter området endnu en tand
Direktør Ole Nielsen fra Himmerland Boligforening, der råder over cirka 3.000 lejemål i området, har tidligere kaldt de private investeringer for et foreløbigt klimaks for den målrettede byomdannelse, som boligforeningen, sammen med blandt andre Aalborg Kommune og Realdania, har stået i spidsen for.
Det er borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) enig i:
- Det løfter området endnu en tand og er med til at skabe et blandet kvarter, hvilket er helt afgørende i fremtiden. Som borgmester varmer det om hjertet, at en så unik blanding af private og almennyttige boliger kombineres, endda med lokale investorer som omdrejningspunkt. Det er første gang, det er lykkedes herhjemme, siger borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen.
Afkræfter fordomme
Det er Vendia Ejendomme A/S og Cego A/S, der står bag udviklingen af projektet med Jan Krogh som arkitekt og MT Højgaard som totalentreprenør. Der opføres i alt 12.500 kvadratmeter fordelt seks boligtårne i hver otte etager.
Fire af de seks tårne er afsat til ejerne af to lokale Aalborg virksomheder, Carsoe A/S og Nettic A/S, mens de to resterende tårne ikke ønskes solgt.
- Transaktionen er interessant på den vis, at den markedsmæssigt afkræfter de mange fordomme mod almene områder. Der er ikke noget i den proces, vi har været igennem, som på nogen måde antyder, at der er modvilje mod at placere kapital og eje ejendomme i områder som har en dårlig historik. Så længe projektet og omgivelserne løftes, som tilfældet er i Aalborg Øst. Denne del af Aalborg tilføres mange nye arbejdspladser i øjeblikket, og derfor er der ingen tvivl om, at området har brug for attraktive lejeboliger, siger Mattias Manstrup, partner hos Nybolig Erhverv Aalborg, der har formidlet salget af ejendommene.
Boligtårnene vil indeholde 2- og 3-værelses boliger i størrelser fra 64 til 83 kvadratmeter.
FaktaAalborg Øst er en selvstændig del af Aalborg og er med cirka 50.000 indbyggere på størrelse med Roskilde. Bydelen rummer foruden Aalborg Universitet også sports- og isarenaen Gigantium samt Region Nordjyllands nye supersygehus. Medio 2018 forventes Aalborg Kommune, under overskriften +BUS, at påbegynde etableringen af en såkaldt BRT-forbindelse – en moderne busbane, der skal forbinde byen fra vest til øst. Kildeparken 2020 er den samlede betegnelse for Himmerland Boligforenings renovering af flere end 1.000 almene boliger på Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej. Projektet til samlet 1,5 mia. kroner forventes afsluttet i september 2020. City in Between er en projektkonkurrence for udviklingen af Aalborg Øst og indgår som en del af Realdanias kampagne ”Fremtidens Forstæder”. Et team med Tegnestuen Vandkunsten vandt konkurrencen i 2012 og er en forløber til projektet ”Kickstart Tornhøj”, der blev igangsat i 2017 med etablering af nye byrum. |