23948sdkhjf

Cobe smører et moderne lag ud over Danmarks designmuseum

Kaare Klints messing-montrer flytter ud og inviterer borgerne ind.

Designmuseum Danmark har en unik men en smule tilbagetrukket placering i Københavns historiske centrum i fredede bygninger på Bredgade 68.

Arkitektfirmaet Cobe fik i februar 2017 til opgave at åbne ankomsten til museet op og tilføre stedet et moderne lag med respekt for arkitekten Nicolai Eigtveds oprindelige rokokobyggeri fra 1750erne og designeren Kaare Klints omdannelse i 1920erne.

Cobes netop offentliggjorte projekt, der er tegnet af arkitekt Dan Stubbergaard, rummer tre elementer.

- Vores opgave med transformationen af museets ankomstssituation var at finde en måde at invitere byen ind. Det har vi gjort ved at nyfortolke Kaare Klints klassiske udstillingsmontre, der findes på museet i dag. De nye montre fremstilles i en robust vind- og vejrtålende variant og placeres på pladsen, så alle forbipasserende og besøgende får mulighed for at opleve og udforske udstillede designobjekter - allerede inden man træder ind på museet, fortæller Dan Stubbergaard, arkitekt og indehaver af COBE.

Kirsebærtræer & lysende montrer
Opgaven lød altså på en omlægning af pladsen foran museet, nye udendørs udstillingsmontrer og en ny indgang med café, billetsalg og museumsbutik. Cobe har altså skullet få de tre forskellige dele til at spille sammen. Det har krævet både ny belægning, kirsebærtræer og lysende montrer. 

Pladsen foran museet får en ny brostensbelægning, der vil skabe en samlet plads ligesom der med omlægningen af pladsen opnås niveaufri adgang til museet. På hver side af hovedindgangen plantes et kirsebærtræ, så man opnår symmetri på pladsen, i tråd med stedets originale formsprog.

Nye udstillingsmontrer inspireret af museets nuværende montre, designet af Kaare Klint installeres på pladsen. Messingmontrene udstiller forskellige genstande fra museet og giver dermed en forsmag på aktuelle udstillinger og skaber en særlig atmosfære på pladsen. Nogle montre løftes op i højden og giver pladsen en ny rumlig dimension og mulighed for at studerede de udstillede genstande nedefra. Andre montre står på sokler på belægningen, så de kommer ned i øjenhøjde. Alle montre lyser op i mørke og skaber synlighed og vækker nysgerrighed for forbipasserende på Bredgade.

Endelig får museet en ny indgang gennem en sidebygning kaldet Stødehuset med café, billetsalg og museumsbutik. Der åbnes op med to dobbelte glasdøre med niveaufri adgang til den nye café, og der vil være mulighed for at nyde en kop kaffe på pladsen.

Give noget tilbage til byen
Resultatet af disse tre dele bliver en samlende helhed, som griber byen og leder besøgende ind til museet. Pladsen bliver et moderne byrum og mødested for alle københavnere og besøgende med rødder i historien.

- Vi vil gerne give noget tilbage til byen. Den nye plads vil, med respekt for stedets historiske værdi, tilføre området en moderne og tidssvarende profil, siger Anne-Louise Sommer, Museumsdirektør ved Designmuseum Danmark og fortsætter:

- Vi er inde i en rivende publikumsudvikling, så vi har behov for at udvide for at kunne leve op til ønsket om at være et verdensklasse-designmuseum i det 21. århundrede.

Forbipasserende har siden oktober sidste år kunnet konstatere, at en del af projektet allerede er tyvstartet: Den historiske gitterport til det gamle Frederiks Hospital, hvor museet har til huse, er allerede ved at blive restaureret. I forbindelse med renoveringen nyhugges skulpturer og piller på porten.

Cobe er blevet udpeget som arkitekt til projektet i forbindelse med en arkitektkonkurrence, der blev afgjort i februar 2017. Første spadestik tages i maj 2018, og projektet forventes at stå færdigt omkring 1. november 2018.

Projektet er blevet muligt takket være en donation på 25 millioner kroner fra Annie & Otto Johs. Detlefs Fonde

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094