Nyt Velux-vindue præmieret med iF Design Award
Den danske ovenlysgigant Velux er præmieret med den prestigefyldte, internationale iF Design Award i år for et fladtagsvindue med buet glas, som imponerede juryen af 63 uafhængige, internationale eksperter.
- Med det buede glasdesign satte vi os for at genopfinde fladtagsvinduet og tilbyde en bemærkelsesværdig kombination af design og funktionalitet. Vi er derfor meget glade for at modtage iF Design Award, som anerkender, at vi er lykkedes med vores målsætning, siger Kent Holm, Vice President i Global Product Management i Velux Gruppen.
Det buede glas, der går helt til kanten af rammen, sikrer automatisk afløb af vand, mens det elegante design betyder, at vinduet er lige så flot at se på som at se ud af.
Og netop derfor er det oplagt at installere i tage, hvor vinduet er synligt udefra. Det innovative og unikke design, der går i en bue hen over taget, giver et uforstyrret udkig mod himlen og optimal adgang af dagslys til bygningen. Fladtagsvinduet, der kan installeres fra 15 grader og helt ned i 0 grader, er den optimale løsning til flade tage.
Andre fladtagsvinduer med plant glas kræver typisk en hældning i taget for, at vandet ikke lægger sig ovenpå ruden.
Med 6402 deltagere fra 54 lande har dette års iF Design Award haft et rekordstort antal indsendelser.