Hydrema i total-indsats for Forsvaret
Hydrema skal lave service på alle Forsvarets entreprenørmaskiner og traktorer

Jan Werner Jensen, Adm. Direktør for Hydrema og Søren Høst, Oberstløjtnant i FMI, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse underskriver aftalen.
Foruden dumpere, hjulgravemaskiner, rendegravere og både dumpere og gravemaskiner til arbejde på jernbanenettet, producerer Hydrema også barske mineryddere til både humanitært og militært brug.
Virksomheden har tillige gennem tiden udført adskillige opgaver for Forsvaret med bl.a. service og opgraderinger af CV9035 pansrede kampkøretøjer, som Hydrema også har bygget kanontårne til.
- I slutningen af 2017 vandt vi en stor ordre på slutmontage af Piranha 5-mandskabsvogne til det danske forsvar. Den nye, meget omfattende aftale om totalservice, reservedele og tilbehør til alle Forsvarets traktorer og entreprenørmaskiner er imidlertid resultatet af rigtig godt arbejde i vores civile afdeling, fortæller Hydremas country manager for Skandinavien, Morten Lemvig.
Alle fire servicecentre i aktion
- Normalt vil det være den militære afdeling, der tager sig af et udbud på service til Forsvaret. Blandt andet den store Piranha-ordre har givet voldsom travlhed i militærafdelingen, og samtidig vil vi kunne imødekomme Forsvarets krav til optimal service på maskiner og traktorer allerbedst ved, at alle fire servicecentre involveres. Derfor er det reservedelschef Jan Bülow og afdelingsleder Dan Madsen fra Hydrema Center Øst i Ringsted, der har sikret os aftalen. Naturligvis med vores militære afdeling på sidelinjen, siger Morten Lemvig.
Hidtil har Forsvaret klaret den løbende servicering af entreprenørmaskiner og traktorer dels på egne værksteder og dels ved at rekvirere service hos forskellige maskinleverandører. Nu samles al service på Hydrema-centrene. Center Nord har hjemme ved Støvring syd for Aalborg. Center Syd tæt på Sønderjyske Motorvej ved Kolding. Center Øst har hjemme i Ringsted. Firkløveret fuldendes af Center Bornholm i Aakirkeby.