MT Højgaard styrker afdelingerne i Viborg
50-årige Poul Erik Nielsen er ansat som ny afdelingschef, mens divisionsdirektør Hans Jørgen Pedersen fremover vil koncentrere sig fuldt ud om landsbrugsområdet.
For den nye afdelingschef er der primært professionelle årsager til at påtage sig opgaven med at lede afdelingen i Viborg, men også en enkelt privat:
- Jeg var ikke et øjeblik i tvivl, da jobmuligheden bød sig. Jeg har gennem flere år haft en særlig tilknytning til Viborg gennem min søn Kenneth, der er kontraktspiller hos VFF. Nu ser jeg frem til at lære området endnu bedre at kende. Her kan jeg få hjælp af den forhenværende chef, Hans Jørgen Pedersen, der har et stort netværk og kendskab til byen og omegnen. Vi har gennem årene haft et godt samarbejde med det offentlige og erhvervslivet her i området, og det glæder jeg mig til at arbejde videre med, siger han.
Præmieret patent
Med ansættelsen af Poul Erik Nielsen vil divisionsdirektør Hans Jørgen Pedersen fremover fokusere på at lede koncernens landbrugsafdeling, der også har til huse på Vestermarksvej i Viborg.
Afdelingen har udviklet flere patenterede og præmierede produkter og systemer til meget store stalde med forbedrede miljø- og arbejdsforhold. Koncepterne har vakt stor interesse i både dansk og europæisk landbrug – senest på Europas største landbrugsmesse Euro Tier i Tyskland i november.
De seneste to år har alle MT Højgaards nyudviklede landbrugs-patenter været indstillet til præmiering på den internationale landbrugsmesse Agromek i Herning, hvor et integreret luftskiftesystem med luftrens i 2009 vandt Agromeks pris som årets nyhed:
- Vi kan i dag tilbyde to staldtyper med enestående miljø- og arbejdsforhold og nyudviklet teknologi til at styre staldenes funktioner med - til gavn for miljøet, dyr og mennesker. Interessen er meget stor, og vi har således store forhåbninger med hensyn til det fremtidige salg, siger divisionsdirektør for MT Højgaard, siger Hans Jørgen Pedersen.