Klumme: Intelligent anvendelse af det offentliges købermagt
Chefjurist Preben Dahl fra Danske Arkitektvirksomheder stiller skarpt på de, ofte urimelige, aftalevilkår, som arkitektfirmaerne må arbejde under på offentlige byggeprojekter.
Som en del af byggesektoren er også arkitekterhvervet presset af den aktuelle lavkonjunktur. Desværre ser vi også flere og flere eksempler på at arkitektvirksomhederne ikke blot er presset af konjunkturen.
Offentlige udbydere udnytter deres købermagt til at presse tilbudsgiverne urimeligt på aftalevilkårene. Den offentlige sektor er samlet set en af landets allerstørste indkøbere af byggeri. Alene i kraft af sit enorme indkøbsbehov har sektoren afgørende indflydelse på de forretningsvilkår, som leverandører skal arbejde under. De udbuds- og aftalevilkår, som pålægges tilbudsgiverne, er tilrettelagt meget ensidigt til udbyderens umiddelbare fordel.
Med magt følger ansvar
Problemet drejer sig ikke så meget om prisen, men om alle de kvalitative udbuds- og konkurrencevilkår. Offentlige bygherrer kræver ”agreed documents” (som f.eks. ABR89) fraveget og egne risici væltet over på arkitekterne.
Vi ser fx offentlige bygherrer kræve, at en indgået aftale skal kunne hæves uden erstatning, selvom der ikke foreligger misligholdelse. Krav om overflødige sikkerhedsstillelser breder sig hastigt - helt uden hensyntagen til at køber allerede er dækket ind i kraft af rådgiveransvarsforsikringen. Tidsplaner komprimeres til det urealistiske. Immaterielrettigheder kræves overdraget uden kompensation, der kræves særlige projektansvarsforsikringer med tårnhøje dækninger, helt ude af proportion med risikoen.
Arkitekter er også under pres for at skulle levere egentlig projektering i konkurrencefasen. Projektering, som er en egentlig kontraktydelse, bliver pludselig til en del af det materiale, man skal aflevere i konkurrencefasen. I stedet for betaling for projekteringsarbejdet leveres arkitektens kerneydelse for den symbolske betaling man får for at deltage i konkurrencen.
Hvorfor optræder flere og flere offentlige bygherrer på denne måde? Svaret er vel: ” Fordi de kan”. Konkurrencen er så skarp og markedet er så presset, at arkitekten må acceptere disse vilkår. Købermagten er uomtvistelig – men med magt følger også ansvaret for at forvalte sin magt på en hensigtsmæssig måde.
Brug for genkendelighed og ensartethed
Som repræsentant for den svage part er jeg alt andet end uhildet. Alligevel vil jeg gerne opfordre til besindelse: Købermagt bør ikke rulles bevidstløst frem men bruges med omtanke.
Mange af de vilkårsforringelser, vores medlemmer oplever, er unødvendige: Bygningerne bliver ikke bedre eller billigere. Det kan godt være, at det er lykkedes at få en masse projekteringsarbejde udført allerede i konkurrencefasen: Men arbejdet kan ofte ikke bruges til noget, fordi den efterfølgende dialog viser, at bygherrens behov ikke er som han troede, da han udskrev konkurrencen.
Tryning af tilbudsgivere er gift for samarbejdsrelationerne, og det går i sidste ende også ud over den stærke køber. Offentlige indkøb bør baseres på rimelige og velafbalancerede aftaler og udbudsgrundlag. Udarbejdelse af paradigmer til aftaler og vilkår bør foregå i samarbejde med brancheorganisationer.
Det kan sikre, at sædvaner og kutymer indarbejdes, således at der er genkendelighed og ensartethed. Alle parter bør kunne enes om en rimelig fordeling af risici og ansvar mellem bygherre og tilbudsgiver.
Kilde: Danske Arkitektvirksomheder
