Milliardprojekt skal sikre samspil mellem nyt og gammelt
Et areal på 73.000 m² er blevet fredet ved Bispebjerg Hospital. Samtidig er planlægningen af ca. 94.000 m² nybyggeri i fuld gang.
Det giver udfordringer, når hospitalet gennem de næste 10-15 år bliver en af landets største byggepladser i overgangen til et moderne storbyhospital:
- Vi taler her om et stykke Danmarks-historie. Bispebjerg Hospital var arkitekt Martin Nyrops sidste store arbejde. Han videreførte den nationalromantiske stil, som han havde rendyrket i Københavns Rådhus. Sammen med haveanlægget er hospitalet et af de tidligste og smukkeste eksempler på helbredende arkitektur – og et af de største sammenhængende områder der er blevet fredet i Danmark, siger arkitekt Lisbeth Brorsen fra Kulturarvsstyrelsen.
Byggeri på fredet område
Bispebjerg Hospital er et af de hospitaler, der for nylig har fået bevilget penge til nybyggeri af regeringen. Hospitalets matrikel kommer dermed i løbet af de næste 10-15 år til at huse en af Københavns største byggepladser.
For folkene bag projektet ”Nyt Hospital Bispebjerg” var fredningen ventet, og de fredede områder er tænkt med i de foreløbige planer for nybyggeriet. Fredningen betyder, at der skal søges om tilladelse for at foretage bygningsarbejder eller lignende, der rækker ud over almindelig vedligeholdelse:
- Det vanskeliggør selvfølgelig nogle ting, at Nyrops pavilloner er fredet, for vi må ikke lave ret meget om på dem, og det begrænser anvendeligheden. Men når det er sagt, er pavillonerne en vigtig del af Bispebjerg-ånden, og vi kunne slet ikke forestille os hospitalet uden de fantastiske haveanlæg. Så selvfølgelig skal de være en del af fremtidens Bispebjerg Hospital, fastslår vicedirektør Claes Hallqvist.
Dialog mellem styrelsen og regionen
Region Hovedstaden har forud for fredningen indgivet en række bemærkninger. Blandt andet forudsættes det, at en fredning ikke hindrer, at Bispebjerg Hospital kan udbygges til et moderne storbyhospital.
Regionen har påpeget en række forhold, som er nødvendige for at bruge Nyrops bygninger i fremtiden. Blandt andet at der kan etableres nutidssvarende adgangsforhold til haveanlæggene, og at tunnelsystemet kan udbygges.
Kulturarvsstyrelsen konkluderer, at alle forholdene enten kan løses i dialog mellem styrelsen og regionen, eller at fredningen ikke hindrer de ønskede tilpasninger.
Gammelt og nyt i samspil
Allerede i starten af 1900-tallet arbejdede man med begrebet helbredende arkitektur. Bispebjerg Hospital er bygget efter det i tiden moderne pavillonprincip.
Idéen var både at kunne isolere grupper af patienter fra hinanden og at bibringe så meget lys og luft som muligt til patienterne:
- Det bliver en balancegang at renovere pavillonerne, så de kan bruges til moderne hospitalsdrift, og vi kommer til at have tæt dialog med Kulturarvsstyrelsen i processen. Mange af tankerne om helbredende arkitektur i det oprindelige hospital vil vi videreføre i det nye. Det bliver et spændende samspil mellem nyt og gammelt, når vores helhedsplan for det nye hospital ligger klar i sensommeren 2011, konstaterer Claes Hallqvist.
Fakta
• Bispebjerg Hospital er bygget i 1913 og tegnet af arkitekt Martin Nyrop.
• Fredningen omfatter et areal på 73.000 m².
• Hospitalet har fået bevilget 2,95 mia. kroner fra regeringens Kvalitetsfond og planlægger at nybygge ca. 94.000 m².
Læs mere på www.bispebjergprojektet.dk