Vi skal uddanne os til bedre energiløsninger
Håndværkere skal have energi og klima på skemaet. Dansk Byggeri peger også på behovet for øget efteruddannelse af det uddannede personale i effektive energiløsninger.
Dansk Byggeri er blandt de organisationer, der arbejder målrettet på at få taget fat i de udfordringer, som de skærpede energikrav stiller til de traditionelle håndværkeruddannelser.
Blandt andet har behovet for bedre indsigt i energiforanstaltninger på andres fagområder ført til den såkaldte energivejlederuddannelse, som Dansk Byggeri og Tekniq i fællesskab har lanceret med stor succes. Mere end 600 medarbejdere i bygge- og anlægsbranchen har således gennemført en energivejlederuddannelse:
- Vi ved, at der er stor interesse, og vi tager derfor rapporten fra Erhvervs- og byggestyrelsen med i uddannelsesudvalgene for både erhvervsuddannelser og videregående uddannelser med henblik på at få energireduktion på dagsordenen og – ikke mindst - sikre, at der bliver lukket huller og fyldt på, hvor der er behov for det, siger Sidse Frich Thygesen, konsulent i Dansk Byggeri.
Eksisterende bygningsmasse skal i fokus
I Danmark opholder vi os gennemsnitligt 90 % af tiden indenfor i en bygning. Derfor er det ikke overraskende, at driften af bygninger står for 40 % af det samlede energiforbrug:
- Men mindre end 1 % af de danske bygninger udskiftes årligt – så selvom der er igangsat mange spændende energiprojekter med blandt andet såkaldte plus-huse, så må vi, hvis det for alvor skal batte, tage fat i energieffektiv renovering af eksisterende bygninger – ellers når vi ganske enkelt ikke målet om 75 % reduktion, pointerer Sidse Frich Thygesen og fortsætter:
- Når ambitionen er at reducere med 75 % på bare ni år, så skal vi ikke bare have fokus på de nyuddannede. Der er i så fald et stort behov for at sætte markant ind i forhold til hele efteruddannelsesområdet. Vi må derfor i gang med at få kortlagt, om der er de rigtige uddannelsestilbud, der udbydes, og om de benyttes i tilstrækkeligt omfang.
Mange uddannelser i bygge- og anlægsbranchen har allerede integreret klima og energi i undervisningen. Blandt andet på konstruktøruddannelsen i Esbjerg, hvor de studerende kan vælge fag om klima og energi udover det obligatoriske.