23948sdkhjf

DTU-studerende skal udvikle fremtidens 0-energihus

Huset skal opføres på DTU’s campus i Lyngby i foråret 2012 og skal senere på året deltage i en prestigefyldt international konkurrence.
DTU Byg deltager sammen med 19 andre universiteter fra 15 lande og fire kontinenter i konkurrencen 'Solar Decathlon Europe', som finder sted i juni 2012 i Madrid, Spanien.

Hvert deltagende hold skal opføre en prototype på et energineutralt beboelseshus på 60-90 m², som udelukkende opvarmes og køles ved hjælp af solenergi.

Det er en gruppe studerende fra Bygningsdesign-uddannelsen, der har udarbejdet projektforslaget i samarbejde med lektor Lotte Bjerregaard og professor Bjarne Olesen, begge DTU Byg:

- Vi er meget stolte af at være udvalgt til at deltage i konkurrencen. Det er en oplagt mulighed for DTU til at vise, hvad dansk forskning og know-how formår inden for energineutralt byggeri og udnyttelse af brug af vedvarende energi, uden at det går ud over design og indeklima, siger professor Bjarne Olesen.

Internationalt udstillingsvindue
Huset, der skal opføres hos DTU i Lyngby, vil blive udstyret med solceller og solfangere på taget og med alle tænkelige moderne forbrugsgoder.

Der bliver således tale om et internationalt udstillingsvindue for forskning og udvikling af energivenlig produkter inden for isoleringsmaterialer, vinduer, solafskærmning, bygningselementer, ventilation, opvarmning, køling, solceller og solfangere, hårde hvidevarer, TV- og audioudstyr mv.

DTU Byg’s bud på fremtidens 0-energihus konstrueres i tre dele, således at det nemt og hurtigt kan skilles ad, transporteres og opføres igen i Madrid ved det kendte Prado Museum i juni 2012.

- Konkurrencer som ”Solar Decathlon Europe” er med til at give bygningsdesign-studerende en mulighed for at vise, at det er af afgørende betydning for fremtidens energirigtige byggeri, at bygningsdesign, indeklima og energiforbrug tænkes ind så tidligt som muligt i tilblivelsesfasen, siger lektor Lotte Bjerregaard.

Om konkurrencen
Solar Decathlon Europe er en international konkurrence, som skal skabe ny viden og opmærksomhed om lavenergibyggeri og brug af vedvarende energi som solenergi til opvarmning og køling af vores bygninger.

Målet er at demonstrere, at en mere effektiv udnyttelse af vedvarende energi er såvel praktisk som økonomisk mulig.

Andre parametre for konkurrencen er, at projektet skal kunne indgå i undervisningen på de deltagende universiteter, samt at prototypen af huset skal kunne sættes i produktion.

Solar Decathlon Europe er arrangeret af Spaniens indenrigsministerium i samarbejde med Madrids universitet og med støtte fra USA’s energiministerium. Konkurrencen er oprindelig en amerikansk begivenhed, men blev for to år siden afholdt i Europa for første gang.

Hvert af projekterne støttes af EU med et beløb på 100.000 EUR, og det er meningen, at resten af udgifterne skal dækkes via fonde og de firmaer, som medvirker med produkter i huset.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078