Dades køber boligprojekt i Odense
Maycon-ejendomsudvikling har solgt Toldbodhuse i Odense til Dades, som overtager det 14.700 kvadratmeter store boligbyggeri, når det står færdigt primo 2019.
Toldbodhuse kommer til at rumme 110 lejligheder på 65-160 kvadratmeter og opføres i Promenadebyen, tæt på Odenses bymidte og havnemiljø. Det er Skovhus Arkitekter, der har tegnet byggeriet, der opføres i totalentreprise af Hans Jørgensen & Søn.
- Vi ser Toldbodhuse som en attraktiv investering af flere årsager. Toldbodhuse er en del af den rivende vækst og udvikling, som Odenses by- og erhvervsliv er midt i. Samtidig er byggeriet med til at imødekomme en stor efterspørgsel på attraktive kvalitetsboliger tæt på Odense centrum, siger Boris Nørgaard Kjeldsen, adm. direktør i Dades.
Projektet er købt med henblik på udlejning og vil være klar til indflytning mellem november 2018 og marts 2019. Under bebyggelsen bliver der 4.200 kvadratmeter p-kælder.