23948sdkhjf

Ny Hanstholm-mole testes i 100-års-storm

I disse dage testes en kopi af Hanstholm Havns nye mole i det spritnye bølgelaboratorium på Aalborg Universitet

Arbejdet med den store udvidelse af Hanstholm Havn til godt 500 millioner kroner er i fuld gang.

Udvidelsen indebærer blandt andet to nye moler – heraf en ny ydermole mod vest på et af de mest udfordrende havnemiljøer i verden.

Denne mole, der har til formål at beskytte indsejlingen, er den mest udsatte overfor de skrappe vejr- og bølgeforhold, der forekommer i Hanstholm. Derfor tester man i disse dage en fysisk 3D-model af molen i Aalborg Universitets bølgelaboratorium.

På Aalborg Universitet har forskerne konstrueret en tro kopi af molen - det vil sige alle materialer er de samme som i fuldskalamodellen - i størrelsesforholdet 1:45, der i løbet af testene skal udsættes for forskellige storme. Heri blandt bølger, der svarer til en 100-års-storm:

- Når man tester konstruktioner her i bølgelaboratoriet, inden man igangsætter selve byggeriet, er det for at sikre sig, at ingeniørernes beregninger holder i virkeligheden. Vores erfaringer viser, at testene i bølgelaboratoriet er det tætteste, vi kommer på virkeligheden, fortæller lektor på Institut for Byggeri og Anlæg på AAU, Thomas Lykke Andersen, i en pressemeddelelse.

 - Vi ved, at den nye mole i Hanstholm Havn vil blive udsat for en række forskellige storme, og for at sikre at konstruktionen er holdbar i ekstremt vejr, så simulerer vi det, man kalder en 100-års-storm i testbassinet, tilføjer han.

Første danske havn i 10 år
Normalt tester forskerne nye havneanlæg fra hele verden, men det er første gang i mere end 10 år, at forskerne nu har en model til en dansk havn i laboratoriet, og hos Hanstholm Havn følger man processen med stor interesse:

- Da den nuværende havn i Hanstholm blev bygget for 50 år siden blev det anerkendt som en af de største ingeniørmæssige bedrifter inden for havnebyggeri nogensinde. Det skyldes de ekstreme blæst- og strømforhold og nogle særdeles kraftige bølger. Det skal vores nye mole jo selvfølgelig kunne modstå, og derfor er vi naturligvis meget glade for, at vi her har mulighed for at komme så tæt på virkeligheden, som det er tilfældet, forklarer havnedirektør i Hanstholm Havn, Niels Clemensen.

Rambøll er Hanstholms Havns rådgiver på havneudvidelsen og har derfor været med til at udforme udbudsmaterialet. Heri har Rambøll blandt andet fastlagt forskellige krav til projektet, og et af dem er beliggenheden af den vestlige ydermole:

- I et projekt som havneudvidelsen i Hanstholm bliver der foretaget en masse beregninger, der danner udgangspunktet for, hvordan molen skal konstrueres, så den lever op til de forhold, den udsættes for. Designformlerne vil dog ikke passe 100 procent, og der vil altid være en mindre variation, når man går fra teori til praksis, fortæller senior specialist Jørgen Nørgaard fra Rambøll og fortsætter:

- Betydningerne af de variationer bliver tydelige i bølgelaboratoriet, og dermed kan vi i samarbejde med entreprenøren Aarsleff, vurdere, om designet nu også kan holde til de designbølger, som den skal kunne holde til og foretage eventuelle korrektioner og tilpasninger, så man får det optimale design inden den bygges i virkeligheden. Testen bidrager til at sikre os mod dyre overraskelser. Det er langt billigere at lave eventuelle korrektioner nu, inden molen er bygget. Vandstanden i testbassinet svarer til 1,7 meter over normal vandstand, og bølgerne svarer til bølger af 8,2 meters højde.

Undersøgelsen forløber ved, at man tester fra flere forskellige bølgeretninger. Forskerne tager billeder af hele konstruktionen inden testen og efter testen. Efter testen sammenligner de billederne for at se, hvilke sten eller betonblokke der har flyttet sig. Herefter tilpasser man og optimerer løbende.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089