23948sdkhjf

Rejsegilde på Amagerværkets blok 4

Trods udfordringer holder den ambitiøse tidsplan.

Byggeriet af Amagerværkets nye flisfyrede kraftværksblok når en milepæl torsdag.

Det storstilede byggeprojekt BIO4 blev påbegyndt i september 2016, og 2017 har, helt som ventet, været det helt store byggeår.

Om Bio4

Den årlige energiproduktion bliver på 10 PJ varme og 1.000 GWh el.

Det årlige flisforbrug bliver på 1,2 millioner ton.

Anlægget fjener omkring 1.000.000 ton CO2 fra København.

Når anlægget er færdigt, har Københavns Kommune nået 80 procent af sit mål om at gøre hovedstadens fjernvarmeforsyning CO2-neutral

- Vi er oppe i fuld højde nu, cirka 70 meter over havniveau og holder rejsegilde på torsdag, fortæller projektchef Jette K.Ø Pedersen hos Hofor.

BIO4 er et projekt til knap fem milliarder kroner og omfatter etablering af blok 4, en ny bygning til turbine, kedel og miljøanlæg, skorsten og to store biomasselagre. Den eksisterende havn udvides, og der etableres to nye kraner til losning af biomasse fra skibe.

Det samlede projekt indeholder også en nedrivning af eksisterende administrationsbygning samt opførelsen af en ny administrationsbygning.

Glasfibertanke & Panelvægge
I løbet af 2017 er byggeriet af den nye blok gået fra at være primært arbejder i jord med pilotering, rørlægning og støbning af fundamenter til at nå sin fulde højde i kedelafsnittet på cirka 70 meter.

- Vi arbejder på rigtig mange fronter lige nu. Kedelmontørerne, finske Valmet, er i fuld gang. Der er monteret kedelstål og panelvægge. En stor del af fyrrummet er oppe nu, fortæller Jette K. Ø. Pedersen og fortsætter:

- Vi er samtidig ved at montere sektioner af cykloner, mens MT Højgaard monterer stål på de to afsnit ved turbinen og miljøanlægget. Franske LAB er også ved at installere procesudstyret. Doosan Skoda er ved at forberede til montage af turbine og fjernvarmevekslere.

Hun fortæller, at der på havn- og lagerområdet også sker ting og sager. Spærene på det ene lager er stort set oppe, og det samme gælder store dele af båndbroerne til transportbåndet.

Vilde løft
Projektet går altså sin slagne gang, og Hofor kunne slutte byggeåret 2017 af med et par vilde løft.

Kort før jul blev to mindre glasfibertanke løftet ind i blokbygningen. Mellem jul og nytår benyttede man sig af stilheden på byggepladsen til at foretage et par unikke løft – Her blev tre store glasfibertanke, hvoraf de to største er 30 meter høje og har en diameter på 11 meter, løftet ind i den østlige del af blokbygningen.

- De to store tanke er kondensatorer. Ud over at de foretager en smule røgrens, så udkondenserer de til sidst røggassen og udnytter derved den sidste del af varmen. Det betyder, at en fjerdedel til en femtedel af vores varmeproduktion bliver hentet i de to store scrubbere, fortæller Jette K.Ø. Pedersen.

Om byggeriet

Moe A/S er rådgiver på projektet med assistance på arkitektrådgivningen fra Gottlieb Paludan Architects .

Landskabsarkitekterne Møller & Grønborg Arkitekter og lysdesignspecialisten Speirs + Major fungerer som underrådgiver.

Projektering af de tekniske installationer varetages af Cowi, Rambøll og Sweco i samarbejde med bygherren. 

Ambitiøs tidsplan holder
Et byggeprojekt til fem milliarder kroner kræver, at man holder tungen lige i munden – Der er altså ikke plads til slinger i valsen. Heller ikke hos Hofor.

- Vi har fra start vurderet vores tidsplan som værende ambitiøs, men realistisk. Vores primære udfordring er netop derfor den meget ambitiøse tidsplan. Vi er udfordrede i forhold til parallel projektering i kombinationen med de mange entrepriser. Er vi forsinkede i en entreprise, så spejler det af i den næste, fortæller Jette K. Ø Pedersen.

Koordinering er derfor en kontinuerlig udfordring i BIO4-projektet, hvor man har konstant fokus på at sikre overholdelse af de primære milepæle i hovedtidsplanen.

- Vi kigger hele tiden på hvilke håndtag, der kan reguleres. Aarsleff blev færdig med betonen lidt senere end beregnet i visse områder. Det blev simpelthen en større opgave, end vi først antaget, og vi var ikke færdige med at projektere, da de gik i gang. Det skaber jo et tidspres, selvom vi forsøger at mande op og kigge på eksempelvis alternative støbemåder eller andet, siger Jette K. Ø. Pedersen og fortsætter:

- Er der ikke mere at komme efter, så er vi ude i en lille forsinkelse, hvilket giver mindre luft i tidsplanen for den næste entreprenør. Men det er vigtigt at understrege at vi fortsat har fuld tillid til at den ambitiøse tidsplan holder.

Småtteri & test
Hofor har fra byggeriets start valgt ikke at udbyde alle entrepriser på én gang. Derfor mangler man stadig at indhente priser på en del af byggeriet.

- Det er ved at være småtteri på blokbygningen. Administrationsbygningen er sendt i udbud som totalentreprise medio december 2017, fortæller Jette K. Ø Pedersen.

Der vil i 2018 fortsat foregå nogen stålmontage, ligesom der vil være en del montage af procesudstyr. Blokbygningen bliver lukket med facadeelementer og skorstenen kommer op i fuld højde.

- Vi holder fast i fuld drift i første kvartal næste år, men allerede til sommer begynder vi at køre test på delsystemerne, fortæller Jette K. Ø. Pedersen.

Det første skib med træflis ankommer i august, og inden året er omme forventer Hofor, at idriftsættelsen er så langt fremme, at der vil kunne leveres både el og varme fra den nye blok – Dog i et begrænset og varierende omfang.

Idriftsættelsen afsluttes i løbet af 2019 og anlægget vil være i fuld drift til fyringssæsonen 2019/2020.

I videoen kan du se byggeriet tage form fra juni 2016 til oktober 2017:

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.147