23948sdkhjf

Femern-projektet får endnu en EU-milliard

Europa-Kommissionen har i dag offentliggjort, at man tildeler 920 mio. kr. i EU-støtte til opgraderingen af Ringsted-Femern Banen

Europa-Kommissionen har offentliggjort resultatet af den seneste ansøgningsrunde om EU-midler til transportprojekter fra EU’s infrastrukturfond, ’’Connecting Europe Facility (CEF)’’. 

Kommissionen indstiller, at Ringsted-Femern Banen tildeles en støtte på 123,5 mio. EUR, svarende til 920,3 mio. kr. Det er den største støttetildeling fra CEF i indeværende ansøgningsrunde. I alt bliver der til 39 europæiske projekter tildelt lidt mere end 1 mia. EUR, svarende til 7,6 mia. kr.

A/S Femern Landanlæg og Banedanmark har sammen ansøgt om EU-støtte. Støtten kommer det samlede Femern Bælt-projekt til gode.

EU-støtten tildeles konkret til anlægsarbejdet på strækningen Ringsted-Nykøbing Falster samt ni broer på Lolland. Ifølge tidsplanen vil strækningen Vordingborg-Nykøbing Falster være udbygget til dobbeltspor og hele strækningen mellem Ringsted og Nykøbing Falster hastighedsopgraderet til 200 km/t i 2021. Hele strækningen vil være elektrificeret i 2024.

- Støtten understreger Europa-Kommissionens meget stærke opbakning til Femern Bælt-projektet. Den er vi selvfølgelig glade for. EU støtter projektet, fordi det ikke blot binder Danmark og Tyskland bedre sammen, men fordi det er helt centralt for den fremtidige gods- og persontransport imellem Skandinavien og det øvrige Europa, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, og fortsætter:

- Samtidig betyder projektet, at de mange togpendlere mellem Sydsjælland og Lolland-Falster og hovedstadsområdet vil spare tid hver dag. Det vil kunne gøre regionen mere attraktiv som bosætningsområde til gavn for vækst og beskæftigelse.

Formelt skal Europa-Kommissionens samlede forslag til støttetildelinger godkendes af EU-medlemslandene på et møde den 12. december 2017. Støttetildelingen falder først endeligt på plads, når der i løbet af foråret 2018 indgås en støtteaftale imellem Kommissionen og støttemodtagerne.

Ringsted-Femern Banen har tidligere opnået EU-støtte på i alt 268 mio. kr. til projekteringsfasen. Støtten er udbetalt. 

For det samlede Femern Bælt-projekt er der forudsat en EU-støtte på ca. 5,8 mia. kr. til anlægsfasen. Med støttetildelingen er der samlet indtil videre tildelt ca. 5,3 mia. kr. til anlægsfasen. 

I den kommende EU-budgetperiode (2021-2027) vil der sandsynligvis kunne søges om yderligere støtte til anlægsarbejdet på Femern Bælt-tunnelen og jernbanen mellem Nykøbing Falster og Rødby.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095