Finansudvalg kræver svar om byggeskandale
Den voksende byggeskandale og kritik af statens bygherre, Bygningsstyrelsen, vækker dyb bekymring i Folketingets Finansudvalg.
SF og S indkalder derfor transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i samråd for at få afklaret, om ministeren har styr på sin styrelse og det milliarddyre byggerod.
Det sker efter Politikens afsløringer af problemernes omfang. Det skriver Politiken.
7 af 10 af statens igangværende byggerier til universiteterne overskrider således deres oprindelige anlægsbudget. Værst ramt af forsinkelser og fordyrelser er Niels Bohr Bygningen og Mærsk Tårnet til Københavns Universitet (KU).
Mandag blev det, ligeledes i Politiken, beskrevet, hvordan budgettet på Mærsk Tårnet i 2015 blev skruet op til knap 1,8 milliarder kroner, og at KU anser Bygningsstyrelsens nye budgetlægning for komplet urealistisk.
- Bygningsstyrelsen har tilsyneladende én forventning til det færdige budget, mens KU – ganske usædvanligt, men meget klart – siger, at de ikke tror på det. Vi skal i Finansudvalget, på vegne af borgerne, sikre, at finansieringen holder vand, og så er det urovækkende, at nogen af dem, der er tættest på byggeriet, ikke har tiltro til oplysningerne«, siger SF’s finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, til Politiken.