Gammelt rådhus bliver til boliger og erhverv i Skanderborg
Siden administrationen i Skanderborg Kommune i oktober 2016 flyttede til ’Danmarks mest utraditionelle rådhus’ – Skanderborg Fælled – har de gamle rådhusbygninger i Adelgade stået tomme.
Nu tegner der sig et billede af fremtiden på rådhusgrunden.
De nuværende bygninger har været udbudt til salg som to ejendomme – Adelgade 36 og Adelgade 44-46 – og byrådet har nu besluttet at sælge til to investorer, som vil opføre boliger og erhverv på grunden.
- Vi er glade for, at salget af rådhusgrunden nu er faldet på plads. Det er to spændende projekter, som giver et løft til Skanderborg, siger borgmester Jørgen Gaarde.
Nybyggeri og bytorv
Den nordlige del af det gamle rådhus, der kaldes Adelgade 44-46, har været udbudt som projektejendom. Skanderborg Kommune har fået fire bud, og byrådet pegede på et fælles forslag fra Bach Invest ApS og Laban Arkitekter.
Med projektet nedrives de eksisterende bygninger for at give plads til nyt byggeri og et nyt bytorv i området ved den gamle politistation. Det skal være med til at skabe mere liv i denne del af Skanderborgs historiske bykerne.
Planen er at bygge cirka 6.500 kvadratmeter fordelt på 45 lejligheder samt butikker og erhverv på stueplan.
- Jeg er utrolig stolt over, at vi har vundet konkurrencen omkring det gamle rådhus i Skanderborg og ser det som et kæmpe privilegium at få lov til at udvikle en så central del af Skanderborgs by og historie, siger Jesper Bach fra Bach Invest.
Gammel bygning bevares
Ejendommen Adelgade 36 bevares og ombygges til boliger. Det sker inden for rammerne af en lokalplan for, som byrådet har vedtaget for Skanderborg Byskole. Køberen er selskabet I/S Østervangsvej, der har allieret sig med Ginnerup Arkitekter og entreprenørfirmaet Elgaard Pedersen Vejle.
- Vi tegner på det lige i øjeblikket, og jeg forventer, at vi lander et sted mellem 15 og 18 lejligheder, der kommer til at variere i størrelse fra 85 til 120 kvadratmeter. Det er en fantastisk flot gammel, bygning fra før år 1900, og vi glæder os meget til at komme i gang med projektet, fortæller direktør René Holst fra I/S Østervangsvej til Building Supply.
Han håber at komme i gang med at bygge inden årsskiftet og stiler efter en byggeperiode på cirka 10 måneder. Det er endnu ikke afgjort, om der bliver tale om ejer- eller lejeboliger.