Minister advarer kommuner: Skru ned for byggeplaner nu
De kommunale udgifter til nye daginstitutioner, større veje eller mindre uhumske skoletoiletter risikerer at løbe løbsk næste år.
Sådan lyder advarslen fra finansminister Kristian Jensen (V), to uger før at kommunerne har sidste frist til at indlevere deres budgetter for næste år.
Selv om fristen for at indlevere budget først er 15. oktober, så har Kristian Jensen allerede set en god del af dem. Og det, han har set, gør ham bekymret.
- Jeg har et billede af budgetter, som i øjeblikket ligger over det aftalte niveau, der er, siger han.
- Hvis de budgetaftaler, der er indgået, er udtryk for en tendens, så vil jeg gerne advare kommunerne stærkt mod, at deres anlægsramme ser ud til at blive for stor.
Den kommunale økonomi er reguleret på den måde, at de kommuner, der overskrider grænsen for, hvor meget de må bruge på anlæg, får en individuel straf. Men kommunerne straffes også kollektivt, forklarer finansministeren.
Der er aftalt, at kommunerne må bruge 17 milliarder på anlæg næste år. Det er et meget høj beløb, mener finansministeren. Når kommunerne alligevel ser ud til at overskride det, skyldes det formentlig, at de har mange penge i kassen for tiden.
Men det nært forestående kommunalvalg spiller formentlig også en rolle, vurderer Kristian Jensen.
- Der er mange kommuner, der gerne vil lave et aktivt budget. Det forstår jeg godt. Men når der er lavet en aftale, skal den overholdes, siger han.
- Ellers kan der komme en konsekvens for de kommuner, der er gået for langt.
Selv om kommunerne hver især har penge nok i kassen, er det vigtig for samfundsøkonomien som helhed, at de ikke bruger for mange af dem, forklarer finansministeren.
- Når der i forvejen er godt blus på kedlerne og der er mangel på arbejdskraft i mange sektorer, så vil det skubbe på risikoen for en overophedning, hvis vi bare sagde: Nu kan I bruge af kassen.
- Derfor appellerer jeg kraftigt til kommunerne om at genbesøge deres anlægsbudgetter for at overholde den aftale, der er, siger Kristian Jensen.
/ritzau/