23948sdkhjf

Afsporet letbane søger hjælp fra metroen

Metroselskabet skal hjælpe Aarhus Letbane med at få togene hurtigt tilbage på skinnerne.

Aarhus Letbane får nu hjælp af Københavns Metro med at få letbanen på skinner.

Det sker efter, at Trafikstyrelsen lørdag satte en stopper for åbningen af Danmarks første letbane på grund af problemer med sikkerheden.

Det skriver DR Østjylland.

Direktøren Claus Rehfeld Moshøj fra Aarhus Letbane er glad for den københavnske hjælp.

- Det er dygtigt selskab, som vi har haft et tæt samarbejde med. Derfor har vi allerede i onsdags haft kontakt til Metroselskabet, som har sagt, at de gerne vil komme og hjælpe os, siger Claus Rehfeld Moshøj til DR Østjylland.

Aarhus Letbane fik klokken 12 i dag en redegørelse fra operatøren af letbanen, Keolis, der skulle kortlægge, hvordan de har tænkt sig at få løse problemerne med sikkerheden. Her skal Metroselskabet træde til og være med til at vurdere om planen holder.

- Vi skal studere den plan sammen med Metroselskabet, der har tilbudt at komme ind som uafhængig og hjælpe os med at kigge på om planen, Keolis har lavet, er god nok, forklarer Letbanedirektøren til DR Østjylland.

Aarhus Letbane overvejer stadig, om man skal kræve erstatning for den forsinede letbane, oplyser Claus Rehfeld Moshøj.

- Vores advokat skal færdiggøre sin analyse af, hvad er der af eventuelle retslige efterspil. Det forventer vi, at kunne sige mere om i næste uge.

Aarhus Letbane afleverede sendt mandag aften en redegørelse til over hele forløbet til Aarhus Kommune og Region Midtjylland, der ejer letbanen.

Efter at have læst den redegørelse sagde Aarhus’ borgmester Jacobs Bundsgaard tirsdag på et pressemøde, at han var utilfreds med både Aarhus Letbane og operatøren Keolis omkring, at letbanen endnu ikke er kommet på skinner.

Det er en kritik direktør Claus Rehfeld Moshøj tager til efterretning.

- Sådan må det være. Det er ultimativt mit ansvar at sørge for at Letbanen kommer ud at køre, så det har borgmesteren ret i, erkender han.

Aarhus Letbanes direktør stoler dog stadig på, at det franske selskab er det rigtige til at drive den aarhusianske letbane.

- Keolis er verdensstørste operatør af letbaner, så det ville være mærkeligt af mig at sige, at de ikke kan køre letbaner – selvfølgelig kan de det. Når vi kigger på deres ledelsessystem, så er det ikke godt. Det er vi stærkt utilfredse med, men det gør bare stadigvæk ikke, at man ikke kan køre letbane på det grundlag der ligger, fastslår han overfor DR Østjylland.

Claus Rehfeld Moshøj vil ikke komme med et bud på, hvornår letbane-togene kommer ud at køre, men tror det snart kommer til at ske.

- Vi skal færdiggøre de ting som Trafikstyrelsen har bedt om, og så snart det er gjort, så må vi gå ind i snak om, hvornår den kan komme ud at køre. Jeg håber og tror på, at vi snart får Letbanen ud at køre. Vi mangler så lidt, så jeg kan ikke forestille mig andet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078