Nu indvies Danmarks nye statsfængsel
Storstrøm Fængsel skulle egentlig have stået færdigt ved udgangen af 2015, men er blandt andet blevet forsinket på grund af en ændret udbudsstrategi.
Nu står det her, og onsdag den 27. september indvies fængslet ved Nørre Alslev på Nordfalster officielt med deltagelse af blandt andre justitsminister Søren Pape Poulsen (K).
Fængslet, der har kostet godt en milliard kroner at opføre, får plads til 250 indsatte fordelt på fire normalafdelinger og en særligt sikret afdeling. Derudover er der en besøgsafdeling, et aktivitetshus, en beskæftigelsesbygning, en portbygning og et personalehus. I alt ti bygninger med et samlet areal på cirka 35.000 kvadratmeter, indrammet af en seks meter høj og 1,5 km. lang perimetermur.
Struktur som en landsby
Ambitionen med det lukkede Storstrøm Fængsel, der er placeret på Nordfalster, er at skabe verdens mest humane lukkede fængsel med fokus på resocialisering samtidig med, at det skal være blandt Danmarks mest sikre fængsler.
- Det overordnede arkitektoniske greb er at skabe en bebyggelse med samme struktur og skala som en mindre landsby, forklarer Mads Mandrup Hansen, arkitekt og partner hos C.F. Møller, der har tegnet projektet i samarbejde med Rambøll og med Marianne Levinsen Landskab og Aggebo & Henriksen Design som underrådgivere.
Ved at placere bygningerne koncentreret om centrum er der skabt plads til både en løbe- og syvmandsfodboldbane i landskabet inden for perimetermuren. I aktivitetshuset findes en stor gymnastiksal til bl.a. badminton, basketball, fod- og håndbold. I den særligt sikrede afdeling findes to mindre gymnastiksale. Der findes motionsrum i alle celleafdelinger.
Et projekt der gør indtryk
Cellerne på cirka 13 kvadratmeter er samlet i bo-enheder, som består af fire til syv celler omkring et socialt fællesskab med adgang til opholdsareal og fælleskøkken. Her skal de indsatte lave mad til sig selv, og de vælger som udgangspunkt selv, om de vil gøre det alene eller i fællesskab med andre indsatte.
Hver celle har lysindfald fra to sider og udsigt til det omkringliggende landskab inden for perimetermuren. Dels fra et mindre vindue, dels fra et stort vindue, der spænder i hele cellens højde. Cellen er formgivet i en kurvet vinkel i kontrast til cellens overordnet vinklede udtryk, så personalet kan overskue det meste af cellen fra indgangsdøren.
- Dette fokus på optimal udnyttelse af dagslys, plads og sikkerhed igennem arkitekturen har allerede skabt en slags ny standard for en celle, tør jeg godt sige. Og når jeg fortæller om fængslet på konferencer rundt omkring i verden, så gør det virkelig indtryk hos både arkitekter og fængselspersonale, siger Mads Mandrup Hansen.
Læs reportage fra Storstrøm Fængsel i Licitationen – Byggeriets Dagblad onsdag.