Højskole vil udvide for 100 millioner kroner
En nyhed, man jubler over på højskolen og ikke mindst i lokalområdet oplyser DR Trekanten.
- Dejligt og flot. Sådan siger en af områdets ildsjæle, Erik Hansen.
Han har haft fingrene i mange lokale projekter i og omkring Nørup, hvor højskolen er beliggende.
- Det er med til at skabe liv og tro. Det passer strålende ind i den ånd, der er tilstede her i lokalområdet, siger Erik Hansen.
Engelsholm Højskole har foreløbigt skaffet 30 af de 100 millioner kroner. Pengene stammer fra Ole Kirks Fond og Louis-Hansen Fonden, og det er nok til at bygge en ny stor udstillings- og koncertsal med plads til 530 tilskuere.
Højskolens forstander, Jakob Bonderup, har netop fortalt om planerne til lærere og elever.
- Der er en seriøs fokuseret begejstring på projektet. Selvfølgelig er folk begejstrede for, at vi nu har midler til at gøre stedet endnu bedre, siger forstanderen.
De nye planer giver højskolen mulighed for at åbne sig endnu mere for omverdenen.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne så, at der kom endnu flere folk herud til vores foredrag og Artist-talks, siger Jakob Bonderup til DR Trekanten.
rg