Håndværkerfradrag skal ikke længere være et håndværkerfradrag
”Regeringen vil forlænge og målrette BoligJobordningen, så den gøres permanent og fokuserer på serviceydelser. Der prioriteres 180 mio. kr. årligt fra 2018 og frem.”
Det står skrevet VLAK-regeringens netop offentliggjorte finanslovsforslag "Et trygt og sammenhængende Danmark".
Hos brancheorganisationen Tekniq er man helt uforstående over udsigten til, at fremtidens boligjobordning udelukkende målrettes serviceydelser.
Underdirektør Tina Voldby kalder det en alvorlig fejl at lukke ned for fradraget til håndværksydelser.
- I praksis vil det betyde, at man fjerner en økonomisk gulerod for de boligejere, der overvejer at energirenovere deres boliger. Håndværkerfradraget bør bevares i en form, hvor det også fremadrettet er økonomisk attraktivt for boligejerne at investere i deres egne boliger. Hvis regeringen flytter hele fradraget over på serviceydelser, spænder den samtidig ben for den grønne omstilling, siger Tina Voldby.
Tina Voldby peger på, at undersøgelser har vist, at private boligejere skal have et økonomisk incitament, hvis de skal motiveres til at investere i energieffektivisering – ellers bliver det ved overvejelserne.
- Fastholder regeringen sine planer om at målrette håndværkerfradraget til serviceydelser, er det derfor afgørende, at man via en anden ordning skaber det nødvendige økonomiske incitament for de boligejere, der for eksempel ønsker at udskifte deres oliefyr med jordvarmeanlæg eller på anden måde vil bidrage til den grønne omstilling. Ellers bliver det stort set umuligt for Danmark at opfylde sin andel af de europæiske klimamål for 2030, siger Tina Voldby.
Regeringens forslag til en videreførelse af BoligJobordningenDen nuværende BoligJobordning udløber ved udgangen af 2017. Regeringen ønsker at videreføre BoligJobordningen som en permanent ordning målrettet serviceydelser i hjemmet samt hæve skattefradragssatsen til ca. 40 pct. fra det nuværende ligningsmæssige fradrag på ca. 27 pct. (i en gennemsnitskommune). Det maksimale fradragsberettigede beløb vil fortsat udgøre 6.000 kr. Det kan bidrage til at reducere omfanget af sort arbejde. Derigennem understøttes beskæftigelsen i servicebranchen, der blandt andet er kendetegnet ved at beskæftige mange ufaglærte (rengøring mv.) Ved at øge skattefradragssatsen vil bl.a. børnefamilier kunne betale sig fra husarbejde og Målretningen afspejler bl.a., at en evaluering af lignende ordninger i Sverige har vist, at BoligJobordningen kan indrettes mere hensigtsmæssigt ved, at fradraget målrettes serviceydelser. Der prioriteres 180 mio. kr. årligt til videreførelse af en målrettet BoligJobordning. (Kilde: VLAK-regeringens finanslovsforslag "Et trygt og sammenhængende Danmark") |