23948sdkhjf

Ombygning af flyvestation bliver 200 millioner dyrere

Krav til sikkerhed og beskyttelse samt støjdæmpning fordyrer ombygning til nye F-35-kampfly, skriver DR Syd.

Det bliver 200 millioner kroner dyrere end planlagt om ombygge Flyvestation Skrydstrup, så forsvarets nye kampfly F-35 kan lande og lette.

Det vil koste 600 millioner kroner at ombygge flyvestationen ifølge planen. I 2016 var regningen 400 millioner kroner for nye hangarer, simulatorer og støjdæmpning.

Forsvarsministeriet forklarer i en mail til DR Syd, at de beder om flere penge til efteråret. Det sker i en ansøgning, et aktstykke, til Folketingets finansudvalg.

- Konsolideringen af den politiske aftale fra juni 2016 om anskaffelse af nye kampfly fortsat er i gang.

- Når konsolideringsarbejdet - hvoraf ombygningen af flyvestationen Skrydstrup er et blandt flere elementer - er færdigt, vil den samlede økonomi senere på året blive præsenteret for forsvarsforligs-kredsen og Finansudvalget i form af et aktstykke, hedder det.

Programchef Thomas Pedersen fra F-35 programmet, forklarer, at de har fundet flere udgifter.

- Det samlede behov for kvadratmeter er steget, og det bliver dyrere end forventet at leve op til krav til sikkerhed og beskyttelse, siger Thomas Pedersen.

- Derudover skal vi bruge en del penge på støjdæmpning, så vi ikke belaster naboerne.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, er træt af ekstra-regningen.

- Det er ærgerligt, at der ikke er blevet regnet rigtigt, sådan man har haft et mere realistisk grundlag at træffe beslutningerne på, siger Marie Krarup.

Socialdemokratiets forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, tager fordyrelsen roligt.

- Det er jo ikke første gang i verdenshistorien, at man har haft et estimat, som så har vist sig ikke helt at kunne holde, men kampflyene skal være i Skrydstrup, siger Henrik Dam Kristensen

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109