23948sdkhjf

Første spadestik til sidste del af Himmerlands milliardprojekt

Boligforening introducerer en helt ny boligform på Fyrkildevej i Aalborg Øst.

Tirsdag den 15. august 2017 stak Himmerland Boligforening spaden i jorden til den tredje og sidste del af det omfattende renoveringsprojekt ‘Kildeparken 2020’ i det østlige Aalborg.

Boligforeningen investerer i omegnen af halvanden milliard kroner i en helhedsplan for de flere end 1.000 boliger på Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej.

De skal renovere Fyrkildevej:

Rådgivere: Link Arkitektur (tidl. Aarhus Arkitekterne), Bjørk & Maigård, Brix & Kamp.

Jord, kloak og anlæg: Hirtshals Entreprenørforretning A/S

Murer, råhus og byggeplads: Jorton A/S

Tømrer, tag og nedbrydning: Hustømrerne A/S

Maler: Malerfirmaet Carsten Sørensen A/S

El: Wicotec Kirkebjerg A/S

VVS og ventilation: Tonnys VVS A/S

Med Blåkildevej afsluttet og Ravnkildevej godt på vej er turen nu kommet til Fyrkildevej, hvor 420 boliger renoveres for 575 mio. kroner.

- Der vil især blive kælet for fællesfaciliteterne både ude og inde. Det er nemlig i høj grad her, nye fællesskaber og relationer mellem beboerne kan opstå – og det er i fællesarealerne, at der er behov for og efterspørgsel efter nytænkning. Projektet er tænkt som et eksempelbyggeri, som skal inspirere byggesektoren til, hvordan man kan bygge seniorbofællesskaber også i den almene boligmasse, fortæller direktør Ole Nielsen fra Himmerland Boligforening.

Ny boligform målrettet erhvervsdrivende
På Fyrkildevej introducerer Himmerland Boligforening en ny boligtype, der giver beboere mulighed for at drive erhvervsvirksomhed i en del af boligen. Som eksempler peger Ole Nielsen på professioner som revisor, frisør, kiosk, dagplejer, skrædder, cykelsmed, webshop og konsulentvirksomhed.

- Indtil 1960'erne var det en udbredt erhvervsform i større byer, at de små handlende havde butik i forbindelse med deres bolig. Det er denne tankegang, vi bygger på, når vi etablerer erhvervsboligerne som nyrenoverede boliger, hvor der er tilført et erhvervsareal i form af en tilbygning, uddyber Ole Nielsen.

Erhvervsboligerne, hvis erhvervsareal bliver på 30-50 kvadratmeter, bliver placeret i området umiddelbart op til Sundheds- og Kvartershuset, så virksomhederne nemt kan trække på dets mødelokaler, café og parkeringspladser.

- I en bydel, hvor der er store arbejdspladser tæt på – Aalborg Universitet, havnen, industrivirksomheder og snart også det nye universitetshospital – er der aftagere af mange former for erhvervsservice. Det kan være nye enkeltmandsvirksomheder igangsat af kandidater fra universitetet, men der er også et klart potentiale for servicevirksomheder rettet mod områdets beboere og besøgende, siger Ole Nielsen.

Kvarter med egen selvstændig karakter
Det er et konsortium bestående af Link Arkitektur, Arkitekterne Bjørk & Maigård samt Brix & Kamp Rådgivende Ingeniører, der har til opgave at bringe nye kvaliteter ind i et boligkvarter, der skal fremstå med sin egen selvstændige karakter i forhold til den øvrige del af Kildeparken.

Blandt andet vil semiprivate forhaver understøtte indtrykket af åbenhed, ligesom transformationen af Fyrkildevej til en ”bygade” tilfører området nye urbane kvaliteter. Bygaden bliver et aktivt og samlende byrum, som ud over trafik og parkering byder på mødesteder, opholds- og aktivitetsmuligheder.

Projektet gennemføres i fagentreprise, og går alt efter planen, vil renoveringen af Fyrkildevej være afsluttet i september 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111