Se Nordens største kran i aktion
I uge 29 var Christians Brygge i centrum af København afspærret, for at arbejdet med at renovere Bryghusbroen kunne gå i gang.
Broklappen trænger til en renovering, og derfor sejlede MT Højgaard tidligt om morgenen onsdag den 19. juli Nordens største flydekran, Samson, ind i Københavns havn. Her løftede kranen Bryghusbroen op og sejlede den til Refshaleøen, hvor renoveringen skal finde sted.
Midleritidig broforbindelse
Der er blevet monteret en midlertidig bro på Christians Brygge, som kan benyttes frem til omkring efterårsferien, hvor Bryghusbroen forventes at komme tilbage på plads igen.
Tidsplanen er med forbehold, da der kan gemme sig overraskelser i en bro, hvor store dele ikke har været synlige siden den blev bygget.
Bryghusbroen forbinder Christians Brygge ved Blox med det Kongelige Bibliotek, og fører således Christians Brygge over den yderste ende af Frederiksholm Kanal ved Christian 4.s Bryghus. Broen er en del af Ring 2 og således et trafikalt knudepunkt i København.
Bryghusbroen blev bygget i 1935 og har ligget på sin plads og serviceret den Københavnske trafik på Christians Brygge og i Frederiksholm Kanal lige siden. Dog med en ombygning og renovering i 1980’erne.
Artiklen er en del af temaet Video & billedserier.