Konkurrencebegrænsende standard skal væk øjeblikkeligt
Ankenævn pålægger tagpapbranchen at ophæve anvisning mens klage over Konkurrencerådets afgørelse behandles.
Konkurrenceankenævnet har afgjort, at anvisningerne skal ophæves med øjeblikkelig virkning, mens nævnet behandler parternes klage over Konkurrencerådets afgørelse, oplyser Konkurrenceankenævnet på deres netside.
Rådet afgjorde den 31. maj 2017, at Icopal Danmark ApS, Nordic Waterproofing A/S, Danske Tagpapfabrikanters Brancheforening og TOR overtrådte konkurrenceloven ved at indgå en konkurrencebegrænsende aftale.
Med afgørelsen fulgte blandt andet et påbud til TOR om straks at ophæve branchestandarden ”TOR-anvisningerne” samt fjerne dem fra TORs hjemmeside.
TOR har anket Konkurrencerådets afgørelse til Konkurrenceankenævnet med anmodning om først at efterleve påbuddet om ophævelse af TOR-anvisningerne efter ankesagen er endeligt afgjort (opsættende virkning).
Men har Konkurrenceankenævnet ikke fundet grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning. Dermed har nævnet bekræftet, at TOR-anvisningerne straks skal ophæves.
Konkurrenceankenævnet skriver i sin kendelse:
”Efter konkurrencelovens § 19, stk. 4, 2. pkt. kan en klage til Konkurrencenævnet tillægges opsættende virkning. Ved afgørelsen heraf må der lægges vægt på, at det hensyn til en effektiv håndhævelse af konkurrencelovens regler, som fremgår af lovens ordlyd og forarbejder, set over for klagers rent økonomiske interesser taler afgørende imod, at en klage tillægges opsættende virkning. […]
Konkurrenceankenævnets formand finder, at Danske Tagfabrikanters Brancheforening og Tagbranchens Oplysningsråd ikke har anført sådanne omstændigheder, at der er grundlag for at tillægge klagen opsættende virkning.”