Nyt fjordtårn skyder op ved bro
Et nyt boligbyggeri i 11 etager skyder op på havnefronten i Nørresundby
Fjordtårnet, som er navnet, rummer 44 ejerlejligheder, hvoraf halvdelen ligger i første række til Limfjorden - med altan til den ny havnefront. De resterende 22 lejligheder vender mod nord - væk fra vandet - men fra vestvendte altaner er der også fjordudsigt. Fælles for alle beboere er den korte afstand til Lindholm Strandpark og ikke mindst den nye Kulturbro mellem Aalborg og Nørresundby.
- Den bro er helt genial til at binde tingene sammen, og timingen kunne ikke have været bedre. Vi ser jo en trafik af gående og cyklister, som der ikke var nogen, der havde forestillet sig. Den har helt klart været værdiskabende. For eksempel kan man fra Fjordtårnet smutte over broen til Haraldslund eller til den nye Vestre Fjordpark (Aalborgs vestby, red.), siger ejendomsmægler og projektsalgsleder Per Severinsen fra ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen, som står for salget af de 44 lejligheder.
Modne købere
Byggeriet ventes klar til indflytning i 2019 og bliver med sine 11 etager et af de højeste i området. Placeringen af byggefeltet får betydning for nogle af de nærmeste naboer - blandt andre Fremtidens Plejehjem - som mister noget udsyn til vand.
Projektet føjer sig ind i rækken af mange nye boliger, der de senere år er skudt op ved fjorden, og købelysten er tilsyneladende intakt. Især blandt de modne nordjyder, der har siddet i eget hus og nu gerne vil slippe for de forpligtigelser med pasning af hus og have, er der købevilje og købekraft.
- Da vi startede med den her slags projekter, troede vi, at vi primært skulle finde køberne i postnummer 9000 (Aalborg, red.), og også 9400 når det var på Nørresundby-siden, men der kommer altså også en del købere fra byer som Vestbjerg, Gistrup, Svenstrup og Støvring, som springer fra oplandsbyerne. De vil ind og bo på havnefronten og søger den ”oplevelsesudsigt”, der er ved fjorden uanset årstiden. Det kan kobles med et udeliv på store altaner, men en del købere vælger også at beholde deres sommerhus, siger projektsalgsleder Per Severinsen.
Pensionsbyggeri fylder op
Entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S er bygherre, og firmaet står også bag et andet større boligprojekt på Nørresundbys gamle slagterigrund. Sundby Brygge hedder det og opføres med 90 lejligheder, hvoraf de 74 er solgt på nuværende tidspunkt. Indflytningen er først senere på året.
Fjordtårnet skyder i vejret sammen med et byggeri på nabogrunden. Her bygger A. Enggaard A/S et nøglefærdigt projekt for Lærernes Pension med 46 lejligheder i en blok på seks etager. I alt 46 lejligheder.
Derudover bygger A. Enggaard A/S yderligere 100 lejligheder rundt omkring i kvarteret på ledige grunde efter samme model. I alt får Lærernes Pension ejerskab til 143 lejligheder i forskellige størrelser til udlejning. Der er både noget til familier, enlige og studerende. Som ved andre byggerier i Lærernes Pension har medlemmer og børn af medlemmer fortrinsret til boligerne.
Pensionskassen investerer i alt 250 millioner kroner i byggeriet og forventer, at boligerne er klar til indflytningen fra slutningen af 2018 og fremefter.