Ole Dreyer bag 35 nye lavenergiboliger
For anden gang i løbet af kort tid har Arkitektfirmaet Ole Dreyer vundet et byggeri med lavenergiboliger.
MT Højgaard har netop vundet licitationen, og byggeriet ventes påbegyndt i løbet af oktober måned.
Ifølge Arkitektfirmaet Ole Dreyer vil de kommende beboere kunne se frem til en varmeregning på cirka 300 kroner om måneden. Varmegevinsten opnås dels ved højisolering og dels ved varmegenvinding.
De nye lavenergiboliger vil fremstå i et moderne formsprog opført i lyse teglsten, og alle boliger får egen have. Arkitektfirmaet Ole Dreyer er for tiden aktuel med et andet lavenergibyggeri med 22 boliger i Sabro ved Århus.