Videnhus kickstarter ny bydel i Sønderborg
Juul Frost er arkitekt og Rambøll ingeniør på opførelsen af et 6 etager højt byggeri på havnen i Sønderborg. Huset er første projekt i Frank Gehrys omfattende masterplan.
Bag det ambitiøse projekt står Sønderborg Havneselskab, som har fået den berømte amerikanske arkitekt, Frank Gehry, til at udvikle masterplanen for området.
Høj arkitektonisk kvalitet
Det første projekt, der realiseres i planen, bliver et bæredygtigt videnhus i seks etager.
Huset er endnu ikke tegnet, men det ligger fast, at Juul Frost Arkitekter skal levere arkitektprojektet, mens Rambøll får til opgave at stå for projekt- og projekteringsledelse, ingeniørprojektering samt byggestyring.
Det cirka 2.000 m² store byggeri opføres direkte ned til havnepromenaden som et markant hus i høj arkitektonisk kvalitet.
Der bliver tale om et kontorfællesskab, hvor virksomhederne får fordel af en række fælles faciliteter, og hvor op til omkring 180 medarbejderne får mulighed for at indgå i faglige og sociale netværk.
Projektering efter nytår
- Der er allerede flere virksomheder der har udtrykt interesse for at flytte ind i huset, og vi opfordrer interesserede virksomheder til at kontakte os, så vi sammen med dem kan bruge resten af året på at indrette huset og indgå aftaler med de virksomheder, som gerne vil være med, siger områdechef Lars Chresten Møller fra Rambøll.
Herefter følger projekteringen i første halvår 2011 og byggestart i 3. kvartal, så huset kan tages i brug i sommeren 2012.
Rambøll er i forvejen engageret i flere projekter på havnen i forbindelse med realiseringen af Frank Gehry-projektet.
Læs mere om planerne for Sønderborg Havn i artiklen " Oplevelseshotel bliver centrum for stort Sønderborg-projekt "