Stort underskud hos Arkil
Et fald i omsætningen på 22,3 % koster dyrt hos entreprenøren, der er kommet ud af 1. halvår 2010 med et underskud på 88,6 mio. kr. før skat.
Det er således især lav aktivitet i vintermånederne, der er årsag til den markante nedgang i første halvår.
For hele året forventer Arkil en nettoomsætning på 2.150 mio. kroner, hvilket vil være på niveau med sidste år.
Det vil dog langt fra kunne rette op på bundlinjen, hvor ledelsen kalkulerer med et underskud på 50 mio. kroner. Det er en kraftig nedjustering i forhold til kvartalsregnskabet i maj, hvor koncernen forventede et nul-resultat.
Opsigelser i vente
Som følge af den lave aktivitet i 1. kvartal har Arkil i gennemsnit haft 337 færre ansatte i første halvår sammenlignet med i fjor.
Det store halvårsunderskud får nu ledelsen til at varsle yderligere tiltag for øjeblikkeligt at reducere driftsomkostningerne:
- Initiativerne har til formål at styrke koncernens konkurrenceevne samt økonomiske fundament og indeholder blandt andet en sammenlægning af en række funktioner, omkostningsreduktioner og opsigelse af det nødvendige antal medarbejdere i Arkil koncernens danske anlægsaktiviteter, oplyser koncernledelsen i sin regnskabsmeddelelse.