23948sdkhjf

Spærproducent forbedrer sikkerheden i byggebranchen

Spærproducenten Palsgaard Træ A/S har deltaget i et udviklingsprojekt om mere sikker spærmontage og lancerer nu i forlængelse af projektet en mere sikker løsning.
Hverdagen på danske byggepladser kan være forbundet med potentielt farlige arbejdssituationer. Blandt de mest risikofyldte områder er processen omkring tagkonstruktion, hvor håndværkerne ofte bevæger sig rundt uden fast grund under fødderne.

Det har fået spærproducenten Palsgaard Træ A/S til at deltage i et samarbejdsprojekt mellem Dansk Byggeri, Træinformation og TIB samt producerende og udførende virksomheder. Målet med projektet er at forbedre sikkerheden i forbindelse med rejsning af spær.

- Vi er meget opmærksomme på de forhold, håndværkerne arbejder under, og de krav der stilles til arbejdsmiljø og sikkerhed ved rejsning af spær. Vi ønsker naturligvis at bidrage til større sikkerhed på byggepladserne, og derfor har det været vores ambition at udvikle en sikker løsning, der samtidig er nem at anvende, fortæller salgschef Klaus S. Berthelsen fra Palsgaard Træ A/S

Løsningen er inspireret af spær til større byggeri og består af et element sammensat af to spærfag samt en gitterbjælke. I modsætning til tidligere giver det tømreren et stabilt element at arbejde ud fra allerede ved montagestart.

Sikkerhed og funktionalitet hånd i hånd
Ud over blandt andre Palsgaard Træ og Dansk Byggeri har projektet omfattet en række tømrere, der har leveret værdifuldt input og afprøvet løsningen i praksis. Netop den fremgangsmåde ser Dansk Byggeri som afgørende for arbejdet med at etablere det mest sikre grundlag for byggebranchen.

- I takt med et stigende udefrakommende pres i form af lovgivning er det væsentligt, at vi i branchen selv driver en udvikling med mest mulig sikkerhed. Derfor ser vi meget positivt på denne type projekter, hvor producenterne arbejder tæt sammen med brugerne for at opnå de mest optimale løsninger med hensyn til både sikkerhed og funktionalitet, forklarer chefkonsulent Niels Strange fra Dansk Byggeri og fortsætter:

- Hvis sikkerheden skal forbedres, kræver det nemlig, at løsningerne ikke besværliggør hånd-værkernes arbejde. Ellers er det svært at motivere til anvendelse. Løsningen, der nu lanceres af Palsgaard Træ, øger sikkerheden samtidig med, at den forenkler processen.

Bidrager til stabil tagkonstruktion
Foruden at forbedre sikkerheden i selve byggefasen har løsningen fra Palsgaard Træ også sikkerhedsmæssige fordele i forbindelse med det færdige byggeri.

- Løsningens gitterbjælker er først og fremmest tænkt som en ekstra sikkerhed i montagen, men bjælkerne er hentet med inspiration i spær til større byggerier, hvor de har en afgørende vindafstivende effekt. Selvom vindpåvirkningen er lavere i mindre byggeri, bidrager bjælkerne også her uden tvivl til en mere sikker og stabil tagkonstruktion. Under stormen i 1999 så vi jo, hvor galt det kan gå for selv almindelige huse, afslutter Klaus S. Berthelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121