Nyt selskab vil opføre ni højhuse i Århus
”Åhusene” er navnet på et ambitiøst projekt med 432 boliger, som over de næste fire år skal realiseres på Søren Frichs Vej i Århus. Det første hus ventes klar om et år.
Direktøren i Domis, Lars-Erik Larsen, fortæller til Århus Stiftstidende, at de ni højhuse alle opføres i 10 etager, og det første af husene skal efter planen stå klar i september 2011:
- Det vil stå parat til indflytning til studiestart næste år. Derefter vil de resterende otte huse blive gjort færdige med et halvt års mellemrum, så det samlede projekt står færdigt i 2014, siger han.
Udover husene skal der etableres parkanlæg med legeplads, kajak-kaj med opholdspladser ned til åen samt en bro til at forbinde området med Brabrandstien.