50 nye plejeboliger i støbeskeen
Med købet af en 7.750 m² stor ejendom har Rudersdal Kommune taget et væsentligt skridt mod opførelsen af et nyt plejecenter.
Rudersdal Kommune ejer i forvejen et par mindre, tilstødende arealer, som i dag anvendes til parkering.
Købet er led i kommunens masterplan for udbygning på ældreområdet, som bl.a. beskriver behovet for opførelse af et plejecenter med ca. 50 boliger i løbet af 5-10 år.
- Vi har igennem en længere periode forhandlet med sælger af ejendommen, og jeg er godt tilfreds med det resultat, vi opnåede, siger borgmester Erik Fabrin, der har betalt 16 mio. kroner for den 7.750 m² store ejendom.
- Rudersdal Kommune er i dag så godt udbygget, at det er svært at finde gode lokaliteter til plejecentre i området, og jeg synes, vi med denne ejendom fik en rigtig fin, attraktiv og central beliggenhed til netop dette formål, fortsætter han.
Indtil omdannelsen til plejecenter anvendes ejendommen til intern og ekstern udlejning. Således flytter Rudersdal Forsyning A/S ind om få måneder som nogle af de første.
Grunden er stedvist forurenet, hvilket håndteres i forbindelse med det fremtidige byggeri.