Boligbyggeri ligger fortsat på lavt niveau
Mens erhvervsbyggeriet steg med 6 % i 2. kvartal, faldt mængden af påbegyndt boligbyggeri med 15 % i forhold til 2009.
At erhvervsbyggeriet er gået frem skyldes sandsynligvis, at flere byggeprojekter blev udskudt i 1. kvartal som følge af det strenge vintervejr. Derfor skal man ikke glæde sig for tidligt, lyder det fra seniorøkonom Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri:
- Det vil med andre ord sige, at det strenge vintervejr har forøget det påbegyndte byggeri i 2. kvartal på bekostning af 1. kvartal. Når man korrigerer for vintervejret, er der i stedet tale om et endnu større fald fra 2009 til 2010 end det, der fremgår af byggestatistikken, vurderer han.
Det er især bygninger til kontor og handel, der er steget i 2. kvartal. Således er væksten her 21 % i forhold til sidste år.
Kilde: Danmarks Statistik