Direktør hos Davidsen Partnere fratræder
Uenighed om den fremtidige struktur og udvikling får nu administrerende direktør Johannes K. Bie og Davidsen Partnere A/S til at stoppe samarbejdet.
- Fratrædelsen, der efter fælles overenskomst sker med øjeblikkelig virkning, skyldes forskellige holdninger til selskabets fremtidige struktur og udvikling, lyder det i en udtalelse fra bestyrelsesformand Ole Davidsen.
Davidsen Partnere indleder nu søgningen efter en ny administrerende direktør, og i mellemtiden konstitueres bestyrelsesformand Ole Davidsen midlertidigt i stillingen. Han vil således i fællesskab med selskabets ledelsesgruppe varetage ledelsesopgaverne i overgangsperioden.
Som bestyrelsesformand konstitueres nuværende næstformand i selskabets bestyrelse, direktør Øjvind Toftgaard Knudsen.
Davidsen Partnere, der har afdelinger i Fredericia, Århus, Esbjerg og Glostrup, forventer i 2010 at realisere en omsætning i niveauet 750 mio. kroner og et resultat før skat på 10 mio. kroner.