23948sdkhjf

Røde tal hos TMK

Køkken- og badproducenten mistede 31 % af omsætningen i 2009, og på bundlinjen blev det til et underskud på 18,2 mio. kroner.
2009 blev et svært år for TMK A/S, der er selskabet bag de tre brands; Tvis Køkkener, Lifa-Design og Svane Køkkener.

Omsætningen faldt med mere end 100 mio. kroner til 234,7 mio. kroner, og det betød, at 2008-overskuddet på 2,6 mio. kroner blev vekslet til et underskud på 18,2 mio. kroner.

- Det primære fokus i året var gennemførelse af brede omkostningsbesparende tiltag som følge af omkostningsreduktionen, oplyser TMK, der betegner resultatet som utilfredsstillende.

Hovedårsagen til underskuddet er hensættelser til debitorer på i alt 19 mio. kroner samt betydelige omkostninger i forbindelse med tilpasningerne, som bl.a. har medført reduktioner i medarbejderstaben blandt såvel funktionærer som de timelønnede. Det gennemsnitlige medarbejderantal faldt således fra 310 i 2008 til 216 i 2009.

TMK oplyser endvidere, at der i 2009 er brugt væsentlige ressourcer på udbygning af interne procedurer i relation til kvalitet samt leveringsevne og -sikkerhed.

2010-omsætning på niveau med 2009
I indeværende regnskabsår forventer TMK-ledelsen ikke bedring i markedsvilkårene, og der budgetteres derfor med en omsætning på niveau med 2009.

Til gengæld ventes det, at de betydelige tilpasninger vil skabe grundlag for en positiv indtjening og likviditet.

Om TMK
Selskabet producerer de tre brands Tvis Køkkener, Lifa-Design og Svane Køkkener, der afsættes via tre detailkæder med selvstændige salgs- og marketingaktiviteter og fælles administration.

TMK A/S er ejet af TCM Group, som også ejer TMK’s søsterselskab Concepta A/S, der ligeledes producerer løsninger til køkken, bad og garderobe.

Hovedaktionær i TCM Group er investeringsfonden Axcel, der sidder på 63 % af aktieposten. De resterende aktier er fordelt mellem ledende medarbejdere og bestyrelse i TMK og Concepta samt en række private aktionærer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093