Henning Larsen skal tegne Campus Roskilde
University College Sjælland udpegede torsdag tegnestuen til vinder af et 14.000 m² stort nybyggeri sammen med Enemærke & Petersen,Cowi samt Thing & Wainø.
Projektet består af flere etaper og kommer fuldt udbygget til at omfatte op mod 14.000 m². Første fase, der ventes klar til indflytning i januar 2012, rummer etape 1 og 2 med et bruttoareal på ca. 11.400 m².
- Flere af uddannelserne i Roskilde har pladsproblemer på grund af den meget store søgning, som uddannelserne har oplevet de seneste år. Det er meget vigtigt for os, at vi får skabt et byggeri, som kan være med til at sikre de studerende en undervisning af høj kvalitet og et levende studiemiljø, siger rektor Ulla Koch.
En serie af kvadratiske bygningskroppe
Det vindende projekt har hentet inspirationen til sine ”byggesten” fra Roskilde Universitets strukturalistiske helhedsplan i form af en serie kvadratiske bygningskroppe.
De kvadratiske bygningskroppe sammenstilles tæt. Første fase udgør det største kvadrat og er omdrejningspunkt for de øvrige kvadratiske bygningskroppe.
Vital og troværdig fortolkning af campus
Udslagsgivende for valget af vinderprojekt har været campusfortolkningen, som giver sig til kende i bygningens arkitektoniske udtryk.
Campusfortolkningen - ydre som indre - virker efter dommerkomiteens opfattelse vital og troværdig og har været afgørende for, at forslaget er blevet udpeget som konkurrencens bedste.
Dommerkomiteen fremhæver desuden, at vinderprojektet distancerer sig fra de øvrige fire forslag med en overbevisende og gennemarbejdet dynamisk rumdisponering. Hvert enkelt rum og miljø bearbejdes med individualitet og identitet.
Dommerne betegner endvidere forslagets energi- og bæredygtighedsstrategi som gennemtænkt og i overensstemmelse med grundlæggende disponering og arkitektoniske principper. Herunder bl.a. en klar strategi for maksimal udnyttelse af bygningens naturligt differentierede dagslysmæssige muligheder.
Projektet skal nu igennem en videre bearbejdning og en optimeringsfase. Byggeriet forventes at starte 1. december 2010 og stå klar til indflytning i januar 2012.