23948sdkhjf

Realdania ind i Aalborg-projekt

Fonden bidrager med 6,9 mio. kroner til et 7.500 m² stort sundheds- og kvartershus i Aalborg Øst. Det samlede budget er på 127 mio. kroner.
Huset er tegnet af KPF Arkitekter og skal efter planen stå færdigt i 2012. Byggeriet udbydes i totalentreprise i oktober i år.

Selve bygningen skal etableres som en nybygning på fundamenterne af tre eksisterende boligblokke. Det betyder, at 44 boliger skal nedlægges for at give plads til huset. De beboere, som skal flytte, får dog økonomisk kompensation og særlige lejevilkår til ny bolig.

Meget mere end et sundhedshus
Sundheds- og kvartershuset kommer ikke kun til at omfatte en række sundhedsfaglige tilbud til beboerne. Der bliver således også plads til kommunale fritidstilbud samt service- og boligsociale tilbud.

Samtidig bliver huset del af et 'aktivitetsbånd', der krydser gennem hele boligområdet. Den ene ende udgøres af Sundhedshuset, mens det i den anden er planen at etablere en sportshangar, som kan bruges til aktivt samvær, leg og sport. Områderne omkring huset bliver også tænkt ind i arbejdet med at gøre det åbent og imødekommende for alle borgere:

- Sundheds- og Kvartershuset er et meget spændende eksempel på, hvordan man kan styrke livet i et forstadsområde, der er præget af mange almene boliger. Derfor er det også så vigtigt, at huset får en positiv effekt for hele Aalborg Øst, og at det ikke bare bliver en funktion i boligområdet, der "lukker" sig om sig selv. Det er også en klar styrke, at huset får flere forskellige funktioner, fordi det så bliver et naturligt samlingspunkt for borgerne, siger projektleder Lars Autrup fra Realdania.

Projektet har et samlet budget på 127 mio. kroner, hvoraf den boligsociale del udgør 41 mio. kroner. Bygherre er Himmerland Boligforening, mens KPF Arkitekter står for udformningen i samarbejde med Cowi.

Øvrige samarbejdspartnere og bidragsydere er Realdania, Aalborg Kommune, Region Nordjylland og Landsbyggefonden.

Baggrund
Som så mange andre danske forstadsområder blev Aalborg Øst bygget i 1960'erne på bar mark - og på meget kort tid. I dag er bydelen præget af socialt svage beboere, mangel på arbejdspladser, og der er heller ikke noget egentlig centrum i den meget ensartede bebyggelse. Noget, som ellers ville kunne give det lidt anonyme område et samlingspunkt og en identitet.

Himmerland Boligforening råder over en stor del af de i alt 4.000 almene boliger i Aalborg Øst og har derfor taget initiativ til et tværfagligt sundheds- og kvartershus, som bliver første led i en revitalisering af bydelen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109