23948sdkhjf

Klumme: Tilgængelighed for alle

Tilgængelighed er en del af arkitektfagets sociale ansvar, og med vedtagelsen af en ny politik ønsker en række organisationer, herunder Danske ARK, at øge fokus på området.
Af Bjarne Bonné, kommunikationsmedarbejder, Danske Arkitektvirksomheder

FN har vedtaget en ambitiøs konvention om handicappedes rettigheder, som Danmark ratificerede sidste år. Kernen i handicapkonventionen er et grundlæggende krav om ligestilling af alle mennesker, inklusive mennesker med funktionsnedsættelser af forskellig art.

Denne fundamentale ret til ligestilling for alle udmøntes i konventionen i otte principper: respekt for det enkelte menneskes værdighed, ikke-diskrimination, fuld og effektiv deltagelse i samfundslivet, respekt for forskelle (accept af handicap), lige muligheder, tilgængelighed, ligestilling mellem mænd og kvinder, respekt for børn med handicap.

Når det gælder omsætning af konventionens smukke principper til virkelighed er tilgængelighed et nøglebegreb. Tilgængelighed vil sige, at personer med funktionsnedsættelse har adgang til
samme informationer, ydelser, produkter og fysiske færden som personer uden funktionsnedsættelse. Tilgængelighed er et bredt begreb, der bl.a. omfatter tilgængelighed til fysiske miljøer ude og inde, til offentlige transportmidler, til hjemmesider og it-systemer.

FN definerer mennesker med handicap som personer der har en langvarig fysisk, mental, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse som - i samspil med forskellige barrierer - kan forhindre deres fulde og effektive deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre.

Danske ARK har netop vedtaget en tilgængelighedspolitik sammen med Praktiserende Landskabsarkitekters Råd, Akademisk Arkitektforening og Danske Designere. Organisationerne ser tilgængelighed som en del af arkitekt- og designbranchens sociale ansvar, og som et element i en samlet politik for bæredygtighed. Organisationerne vil arbejde for, at der kommer fokus på helhedstænkning og gøre deres til at fremme arkitekt- og designvirksomhedernes forståelse for tilgængelighed.

Tilgængelighed er et sammensat og komplekst begreb, så arbejdet for at sikre tilgængelighed er krævende og kompliceret. Hermed ligner det langt hen ad vejen de øvrige udfordringer arkitekter og designere står overfor, når de løser deres opgaver.

Men netop arkitektfaget, med dets betoning af holistiske løsninger, som formår at opfylde økonomiske, sociale, miljømæssige, æstetiske og funktionelle behov i en logisk sammenhængende helhed, indtager en nøglerolle når det gælder indfrielsen af målsætningen om lige adgang for alle uanset personlig formåen. Rigtigt håndteret kan tilgængelighed blive en logisk og integreret del af god dansk arkitektur og design, hvor tilgængeligheden går hånd i hånd med høj og bæredygtighed kvalitet.

Kilde: Danske ARK

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093