23948sdkhjf

Nu ruller milliarderne til Universitetshospital

Staten har givet sit endelige tilsagn om medfinansiering af Det Nye Universitetshospital i Århus. Det tilrettede projekt har en samlet anlægspris på 6,426 mia. kroner.
Det store byggeri, der skal samle alle hospitalerne i Århus på ét sted, kan nu for alvor gå i gang.

Projektet er i løbet af de seneste måneder blevet tilpasset regeringens økonomiske ramme. Det har medført, at omfanget af nybyggeri er reduceret fra cirka 250.000 til 187.000 m².

Regionsrådsformand Bent Hansen fremhæver i den forbindelse, at projektets mest centrale elementer er fastholdt. Det gælder blandt andet størrelsen på patienternes sengestuer og arealer som intensivafsnit og operationsstuer:

- Vi har skåret ned på flere områder som fx p-hus, forsyning og venteområder for ambulante patienter. Men med det endelige tilsagn om økonomisk støtte fra kvalitetsfonden er der ingen tvivl om, at patienter og personale kan se frem til et stærkt og fremtidssikret hospital, siger Bent Hansen.

I gang lige efter sommerferien
Med tilsagnet fra staten tager regionen nu fat på den konkrete projektering og planlægning af det omfattende arbejde.

- Vi går i gang lige efter sommerferien og vil lægge stor vægt på at inddrage de kommende brugere i arbejdet; både patienter og sundhedspersonale, siger Bent Hansen.

Den økonomiske ramme stiller store krav til styringen af projektet. Regionsrådet vil derfor løbende følge projektet og tage stilling til eventuelle ændringer eller tilpasninger.

Fakta om projektet
• Det Nye Universitetshospital i Århus vil blive finansieret af Region Midtjylland (37,5 %) samt statslige midler fra Kvalitetsfonden (62,5 %).

• Følges de aktuelle planer for projektet vil hospitalet rumme nybyggeri på i alt 187.000 m². Det oprindelige projekt lød på omkring 250.000 m².

• Hospitalet får godt 800 senge.

• Projektet blev i 2007 vundet af et rådgiverteam bestående af følgende virksomheder: Arkitektfirmaet C. F. Møller, Cubo Arkitekter, Avanti Architects, Schønherr, Tegnestuen Havestuen, Rambøll, Alectia, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma, Nosyko, Lohfert & Lohfert samt Capgemini Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078